Hedebølge i Indien: Temperaturer på op mod 50 grader lægger landsbyer øde

Rekord mange dage med voldsom varme har siden lørdag kostet 78 personer livet.

En voldsom hedebølge har ramt især nordlige og centrale dele af Indien.

Siden lørdag er 78 personer døde under den uudholdelige varme i staten Bihar. I alt har hedebølgen her dræbt 184 personer, viser tal fra officielle myndigheder.

Det er en forsinkelse af monsunregnen, der gør, at landet oplever temperaturer på over 40 grader. I år har temperaturerne i juni været usædvanligt høje. Nær lufthavnen i hovedstaden, New Delhi, blev der tidligere på måneden målt 48 grader.

Det er det varmeste, der til dato er registreret i juni måned i hovedstaden. Andre steder i staten Rajasthan, nær New Delhi, er der målt over 50 grader.

Mangel på vand

De høje temperaturer får befolkningen til at hungre efter vand. I New Delhi er der kamp om drikkevandet. Her gælder det om at stå tidligt på, siger borgeren Nitu Singh:

- Du skal være i gang tidligt om morgenen, ellers får du ikke noget vand. Ofte slår kvinderne sig i frustration, og mange må gå tomhændet hjem.

Det er ikke første gang, at Indien oplever lange perioder med tørke. Denne gang har flere dele af landet oplevet temperaturer på over 40 grader i 32 dage – nogle dage over 45 grader. I 1988 blev landet ramt at samme tørke i 33 dage.

Men selv for en ældre kvinde som Kamlesh Chaudhary er den her hedebølge speciel:

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Den slår alle rekorder. Kun regn kan redde os, siger hun.

Udgangsforbud i dele af landet

I Bihar er bygningsarbejdere og udendørsaktiviteter blevet forbudt fra 11 om formiddagen til 16 om eftermiddagen.

  • Indiske børn beskytter sig selv mod solen ved at holde et tørklæde over hovedet. (Foto: SANJEEV GUPTA © Scanpix)
  • En luftspejling skinner over vejen Rajpath, der leder mod monumentet India Gate. (Foto: Prakash SINGH © Scanpix)
  • En indisk bådmand går blandt både på bunden af søen i Nalsarovar Fuglereservat. Grundet manglende monsunregn og den hårde varme er søen tørret helt ud. (Foto: Sam Panthaky © Scanpix)
  • En ung mand bader under rindende vand, der løber ud fra et hul i et rør, for at stå imod den brændende varme. (Foto: JAIPAL SINGH © Scanpix)
  • Indisk kvinde sælger solskærme, der bruges til ruder i biler, for at modstå varmen. (Foto: JAIPAL SINGH © Scanpix)
  • Frivillige deler ud af en sød drik til folket på en varm dag i New Delhi. (Foto: RAJAT GUPTA © Scanpix)
1 / 6

Flere hundrede mennesker er blevet kørt på hospitalet og behandlet for hedeslag, der ofte er forårsaget af langvarig udsættelse for sol eller fysisk overanstrengelse under høje temperaturer.

Flere flygter fra landsbyer

Tusindvis af mennesker er tvunget til at flygte fra deres landsbyer på grund af tørken. Flere landsbyer er nærmest affolket, da familier er tvunget væk grundet mangel på vand.

Nær millionbyen Mumbai ligger landsby efter landsby øde. Op mod 90 procent af områdets befolkning er flygtet – de har forladt de syge og ældre i kampen for selv at afværge en vandkrise.

En krise, der ikke slutter foreløbigt, fortæller projektleder Mahreen Matto fra Center for Videnskab og Miljø til den tyske tv-kanal ZDF:

- Monsunen er blevet forsinket på grund af de voldsomme klimaforandringer, og alle vandkilder bliver tømt.

Først ved udgangen af næste uge kan den indiske befolkning forvente at se en ende på den voldsomme hedebølge. Her vil regn i større mænger formentlig begynde at falde.

India Today skriver, at det i flere dele af landet er begyndt at dryppe. Kigger man på vejrudsigten for New Delhi, ser det dog ud til at det varme vejr fortsætter.

Facebook
Twitter