Hedebølge: Temperaturer nærmer sig national varmerekord i Frankrig

Sydfrankrig kan i dag opleve den højeste temperatur, der nogensinde er målt i landet.

Frankrig oplever lige nu ekstrem varme. Flere meteorologer mener, at en national varmerekord kan blive slået i dag. Den varmeste temperatur, der nogensinde er målt i Frankrig, var 44,1 grader i 2003. Det er især den sydlige del af landet, der er præget af de ekstrahøje temperaturer. (Foto: Pascal GUYOT © Scanpix)

44,1 grader skal temperaturen kravle op over, hvis en fransk varmerekord fra 2003 skal overgås.

Og det kan meget vel ske i dag i landets sydlige del, skriver flere medier blandt andre Le Monde.

En udsædvanelig varm hedebølge har ramt Europa - og i Frankrig ser det ud til bare at blive varmere og varmere.

- Den seneste prognose efterlader ingen tvivl: Vi er på vej mod en ny national rekord, siger den franske meteorolog Guillaume Woznica ifølge The Guardian.

Det er så varmt, at fire departementer i Sydfrankrig er sat i rødt alarmberedskab af Frankrigs meteorologiske institut.

Og flere vejrudsigtstjenester advarer også om den ekstreme varme i landet. Det gælder for eksempel AccuWeather, der blandt andet skriver:

”Alle skal passe på - også dem med et godt helbred. Drik mindst 1,5 liter vand om dagen, også selvom du ikke føler tørst. Fugt din krop flere gange om dagen, og begræns fysisk aktivitet.”

Her ses temperature målt i går nogle af de allervarmeste steder i Frankrig. Det er især nogle af de steder, man forvejter rekordhøj varme senere i dag.

I flere byer er det allerede nu tæt på 40 grader.

Tusindvis af mennesker - hovedsageligt ældre - mistede livet i august 2003, som følge af varmen, og hospitalerne blev overbelastet med indlagte.

Kommunale kølerum og lukkede skoler

Det er ikke kun i Sydfrankrig, at varmen vækker bekymring. Det gør den også i den franske hovedstad, Paris.

Myndighederne i storbyen har åbnet kommunale kølerum, hvor borgere kan gå ind og blive kølet ned, og byens parker holder længere åben, så folk kan søge skygge under træerne for eksempel.

Samtidig har mange skoleelever har fået udskudt deres eksaminer, så de ikke skal sidde indendørs og svede.

Flere steder i landet er skoler lukket ned, og sundhedsminister Agnès Buzyn opfordrer til, at man ikke lader børn blive i bilen under indkøb, og at man ikke er fysisk aktiv midt på dagen.

Se video fra skole i Colombes, der ikke er lukket ned. Skoledagen foregår i skyggen.

I Paris er salget af køleblæsere firedoblet. Og ifølge den franske elnetoperatør, RTE, er strømforbruget ekstra-højt, fordi folk har klimaanlæg kørende hele døgnet.

Hedebølgen skyldes en varm luft, der i øjeblikket bliver blæst ind over Europa fra Sahara i det nordlige Afrika.

Herhjemme får vi op mod 33 grader på søndag.

I Tyskland, Polen, Italien, Spanien og Tjekkiet er temperaturerne usædvanligt høje.

To har mistet livet i Italien som følge af varmen. Begge ældre borgere, skriver The Local.

Det samme gælder i Spanien.

Facebook
Twitter