Hedegaard: Vi skal reagere på klimaforandringerne nu

EUs danske klimakommissær kræver handling mod klimaforandringer, der med stor sandsynlighed er menneskeskabt.

- Hvis din læge er 95 procent sikker på, at du har en alvorlig sygdom, vil du med det samme lede efter en kur, siger Connie Hedegaard. (© DR)

Spørgsmålet er ikke længere, om hvorvidt vi skal tro på, at klimaforandringer er rigtige eller ej. Spørgsmålet er, om vi skal følge videnskaben eller ej.

Det siger EUs klimakommissær Connie Hedegaard, efter at FNs klimapanel, IPCC, fredag fremlagde sin første delrapport af organets femte hovedrapport om klimaets tilstand.

Samtidig advarer Connie Hedegaard om ikke at vente for længe på at reagere mod klimaforandringerne.

- Den dag hvor alle forskere er 100 procent enige om at advare mod klimaforandringer, så er det for sent. Hvis din læge er 95 procent sikker på, at du har en alvorlig sygdom, vil du med det samme lede efter en kur.

Planetens helbred på spil

- Hvorfor tage større risici, når det er vores planets helbred, der er på spil, spørger Connie Hedegaard.

IPCC slår i den nye rapport fast, at den globale opvarmning med 95 procent sikkerhed er menneskeskabt.

Ved den seneste rapport i 2007 var klimapanelet 90 procent sikker på, at klimaforandringerne er menneskeskabt, og i 2001 lød vurderingen på 66 procent.

/ritzau/

Facebook
Twitter