I det allernordligste Mexico, helt ude ved Stillehavet, ligger en halv park. Parque de la Amistad, Venskabsparken, hedder den, og som i så mange andre parker løber børn rundt og leger, mens de voksne står og snakker på spansk.

Som i venligt lag står folk og griner og gestikulerer smilende, og alligevel klinger betegnelsen ‘venskab’ hult for de fleste af dem.

I bedste fald er det et turbulent venskab, siger 60-årige Robert Vivar.

- Måske er det første indtryk, at det her er et sted fyldt med glæde, for du ser mange mennesker smile. Men når du kigger lidt nærmere, så ser du frustrationerne, nervøsiteten og den smerte, folk er i, siger Robert Vivar, som er medstifter af en organisation, Dreamer's Moms, der kæmper for minoritetskvinders rettigheder.

Et seks meter højt hegn

Smilene og grinene skyldes, at folk her i Venskabsparken bliver genforenet med familier og venner, de ikke har set i årevis eller måske aldrig har givet et kram.

Frustrationerne og pinen skyldes, at deres familier og venner står på den anden side af et fintmasket, seks meter højt hegn, og at ingen af dem ved, om de nogensinde (igen) får mulighed for at give dem et kram.

- Jeg har selv blandede følelser i forhold til det her sted. Jeg elsker det, for jeg kan også se glæden hos folk, der ikke har set deres elskede i årevis.

I det mindste kan de se dem igennem det tæt-maskerede hegn, siger Robert Vivar.

En øde halvdel i USA

Mens den sydlige del af Venskabsparken ligger i den farverige og larmende by Tijuana i Mexico, kræver det otte kilometers tur væk fra motorvej I-5 og ud i et øde og tørt landskab at komme til den nordlige halvdel af parken i USA.

Det er den nordlige del, som DR først besøger på denne søndag, hvor den eneste aktivitet ved ankomst er en summende helikopter i det fjerne og fire-fem af grænsepolitiets hvide SUV'er, der holder stille og kigger ud over stranden eller cirkulerer området.

I USA ligger parken mellem det gamle, rustbrune grænsehegn og et nyt stålhegn, og først klokken 10 hopper en grænsebetjent ud af sin bil og åbner lågen. Åbningstiderne er lørdag og søndag fra klokken 10 til 14, og grænsepolitiet lukker maksimalt 25 personer ind ad gangen.

I sommerperioden står folk derfor i kø for at komme ind til deres pårørende, fortæller betjenten, men på denne søndag formiddag lader de vente på sig.

I løbet af den første time kigger kun et par cyklende turister forbi til en kort snak med grænsevagten, inden DR kører tilbage til motorvej I-5 og syd over grænsen for at komme ind i Mexico.

De deporterede

Her står alle de, der ikke er velkomne på amerikansk jord. Typisk har de boet det meste af deres liv i USA med en eller anden form for midlertidig tilladelse, men efter domme for kriminalitet er de blevet sat på en bus og kørt til Tijuana.

En af dem er Hector Barajas, som tjente i den amerikanske hær i knap seks år og blev lovet statsborgerskab.

I dag bor han i Mexico på grund af et skyderi på åben gade i Californien.

En anden er 27-årige Ricardo Rodriguez, der kom til Los Angeles som niårig, men endte i et bandemiljø og blev deporteret for tre år siden efter nogle biltyverier.

Hans søn fyldte seks år i går, og han har aldrig set sin toårige datter, fordi han ikke har kontakt til moren.

Begge er i USA, og først om yderligere syv år kan han søge om at komme tilbage til dem.

I dag er han i Venskabsparken for at møde sine forældre, som han for få uger siden så for første gang i flere år på grund af sin fængselsdom.

- Det er faktisk dejligt at tilbringe noget tid sammen, efter at vi har været væk fra hinanden så lang tid, siger Ricardo Rodriguez.

Sikkerheden er skærpet

Venskabsparken blev indviet i 1971, hvor pigtråd var den eneste barriere.

Ifølge lokale fortællinger var sikkerheden i mange år så afslappet, at amerikanere kunne købe mexicanske tacos over pigtråden.

På grund af narkokriminalitet og et stigende antal illegale indvandrere byggede USA et egentligt hegn i 1994, og siden er grebet om grænsen kun strammet yderligere.

Særligt efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001.

Mere hegn og mere grænsepoliti kommer løbende til, og selv om den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, lover at bygge en mur, løber der allerede cirka 1.050 kilometer hegn på minimum seks meters højde langs de 3.050 kilometer fælles grænse.

Venskab er vigtigt, sikkerhed er vigtigere

Frem til 2008 kunne man stadig røre og kramme hinanden i Venskabsparken, men parken blev lukket, da USA besluttede sig for at bygge et ekstra hegn og dermed skabe et 30 meter bredt ingenmandsland.

Først efter pres fra kirker og lokale organisationer åbnede grænsepolitiet ind til de oprindelige hegn, så folk igen kan mødes.

Dog kun på særlige tidspunkter og inden for 15 meter, hvor der er tilføjet et fintmasket net. Det skal dæmme op for smuglere.

- Det er godt at have et sted, hvor folk kan mødes og mingle, men hver gang du har et åbent område, så vil de kriminelle organisationer desværre altid udnytte det, sagde chefen for grænsepolitiet Michael J. Fisher i 2008 forud for skærpelserne.

- Vi kan ikke holde det åbnet på bekostning af muligheden for at patruljere grænsen.

DR har uden held forsøgt at få fat i det amerikanske grænsepoliti for at høre, om alle de nyere sikkerhedsforanstaltninger har haft den ønskede effekt, men til amerikanske medier siger de, at området er gået fra at minde om “det vilde vesten” til generelt at være sikkert.

Kritikere siger, at skærpelserne blot får menneskesmuglere til at søge ind i landet, hvor de sætter immigranterne af i de enorme ørkenområder.

Det er farligt, og siden midten af 1990’erne er der fundet mindst 6.000 døde immigranter på bare den amerikanske side.

Nogle organisationer mener, at tallet er helt oppe på 11.000.

Børn og børnebørn på den anden side

Robert Vivar fra Dreamer’s Moms kæmper sammen med andre organisationer for, at det igen bliver muligt at røre sine pårørende over grænsen.

Også til gavn for ham selv, for han har både børn og børnebørn i USA.

Robert Vivar kom nemlig lovligt til USA tilbage i 1962 og boede i Californien frem til 2013.

Modsat sine forældre fik han dog aldrig styr på sine opholdspapirer, og efter et misbrug og en dom for tyveri af medicin, røg han på en bus og blev kørt til grænsen.

I dag er han ude af sit misbrug og kæmper stadig en kamp mod de amerikanske myndigheder, som ifølge ham selv har behandlet ham uretfærdigt.

Indtil videre er Venskabsparken med de blandede følelser hans eneste adgang til hans familie.

- Hvis jeg bestemte, så ville jeg rive den her mur ned med det samme.

Du kan se interviewet med Ricardo i video-afspilleren øverst på siden.