Hele EU taler om Manfred Weber: 5 grunde til at han IKKE bliver ny kommissionsformand

Mens vi herhjemme taler om Margrethe Vestager, er resten af EU's øjne rettet mod tyskeren Manfred Weber.

Manfred Weber er en rigtig EU-mand. Men alligevel er det langtfra sikkert, at han får den magtfulde post, han ønsker sig: Posten som formand for Europa-kommissionen. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © AFP or licensors)

Knap er de sidste stemmer talt op efter valget til Europa-Parlamentet, før nye og vigtige beslutninger skal træffes: Nemlig hvem, der skal indtage Europas vigtigste poster, herunder den måske mest spændende som formand for EU-Kommissionen.

Formanden vælges egentlig af medlemslandenes regeringsledere, men skal godkendes af Europa-Parlamentets grupper, som alle har fremsat deres egne 'spitzenkandidater', spidskandidater.

En af dem er Margrethe Vestager. Men især ét navn har været smidt frem og tilbage i spekulationerne om, hvem der skal indtage den magtfulde post:

Manfred Weber.

Og på papiret er Weber et godt bud: Han er leder af EPP, der er den største gruppe i Europa-Parlamentet. Han har siddet i parlamentet siden 2003, hvor han blev den yngste europaparlamentariker. Og så har selveste Angela Merkel givet den 46-årige landsmand sin officielle støtte.

Men alligevel er der flere grunde til, at han formentlig ikke bliver den nye Jean Claude-Juncker.

Fem af dem kommer her:

1

Kan ende 'fuldstændig afklædt'

Webers mange år i Bruxelles kan ramme ham i nakken. (Foto: PHILIPP GUELLAND)

Manfred Weber har siddet i Europa-Parlamentet i snart 16 år.

Han har altså masser af EU-erfaring, men ikke så meget andet end det; for eksempel fra regeringsarbejde. Og det kan blive et problem, mener DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg:

- Prøv at forestille dig, at du smider ham ind til et dramatisk handelspolitisk forhandlingsmøde med Donald Trump. Han ville jo komme ud fuldstændig afklædt. Derfor er der jo ikke nogen af EU-lederne, der for alvor tror på, at man kan udnævne Weber til noget som helst, siger han i P1-programmet Verden Ifølge Gram.

2

Orbán er på tværs

Ungarns premierminister Viktor Orbàn volder problemer for EPP-gruppen og hermed også for Weber. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)

Selv om EPP-gruppen har valgt at pege på Manfred Weber som deres spidskandidat, så skaber et af gruppens 'problembørn' røre i andedammen og giver kritikerne et kort på hånden: Ungarns premierminister Viktor Orbán.

Han kalder Weber for en "svag leder".

- Så vidt jeg kan se, er Manfred Weber en anstændig mand, men han er ikke villig til at kæmpe for sine egne værdier, siger Orbán.

3

Gruppen har mistet stemmer

Margrethe Vestagers gruppe, ALDE, er gået frem - i modsætning til EPP-gruppen, som Manfred Weber leder. (Foto: OLIVIER HOSLET)

Den kristen-konservative gruppe, som Weber er formand for, er den største i Europa-Parlamentet.

Men den gik tilbage ved søndagens valg i modsætning til parlamentets liberale gruppe, ALDE, som gik frem. Og ALDE har altså sin egen spidskandidat - nemlig Margrethe Vestager.

- Så deres pil peger altså ikke nødvendigvis på EPP-gruppens kandidat, Manfred Weber. Så selvom Merkel tilsyneladende peger på ham, og tyskerne fortsat siger, de gerne vil have ham, så er det altså ikke sikkert, det ender der, konkluderer Marlene Wind, der er professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

4

Farvel til kansler Kurz

Farvel og tak. Østrigs kansler Sebastian Kurz er blevet afsat fra posten, efter den såkaldte Ibiza-skandale. (Foto: Leonhard Foeger)

Det er regeringslederne i de 28 medlemslande, der indstiller en kandidat til posten som formand for Europa-kommissionen, og derfor er det godt at have venner i den kreds.

For få dage siden mistede Weber en vigtig en af slagsen, da den østrigske kansler Sebastian Kurz måtte forlade posten som følge af den såkaldte Ibiza-skandale.

Hans regering er faldet fra hinanden, efter en kompromitterende video for få uger siden rystede østrigsk politik.

Og Weber kunne i den grad godt bruge konservative støtter.

Det forlyder nemlig, at den franske midtersøgende præsident, Emmanuel Macron, og Spaniens socialistiske premierminister, Pedro Sanchez, brygger på en alliance, der netop skal forhindre, at den kommende kommissionsformand er konservativ.

5

Det helt store puslespil

Alle EU's 28 medlemslande vil gerne have en bid af kagen, når topposterne skal fordeles. Og det kan ramme Manfred Weber. (Foto: Emmanuel Dunand © AFP or licensors)

Endelig kan Manfred Webers kommissærdrømme dø i den store kabale, der skal gå op, når poster skal besættes i EU. Der skal nemlig ikke kun findes en formand for Europa-Kommissionen, men også en ny EU-præsident og en ny chef for Centralbanken. Hvem der får den ene post, har stor betydning for, hvem der får den anden post.

- Hvis det skulle ende med Weber som kommissionsformand, så kan det heller ikke være en tysker på andre poster, siger Marlene Wind.

- Forskellige typer lande og fra både nord, syd, øst og vest skal gerne repræsenteres på listen over poster. Så det er en stor kabale og et stort puslespil, der skal gå op.

Facebook
Twitter