Helikoptere sat ind mod skovbrand i Sydsverige

Det tørre vejr har fået myndighederne til at forbyde grill og bål flere steder i Sverige.

Fem helikoptere, 60 hjemmeværnssoldater og utallige brandmænd er sat ind i kampen mod en skovbrand nær Sala i det sydlige Sverige.

Det skriver blandt andet SVT.

Branden, som har spredt sig på et område på halvanden kvadratkilometer, blev opdaget i går, og brandfolk har natten igennem forsøgt at lægge en dæmper på ilden.

Der er dog stadig nogen vej endnu, før branden er under kontrol, oplyser de lokale brandmyndigheder.

- Arbejdet går godt, og vi har de ressourcer, vi skal bruge. Og får vi brug får flere, får vi dem. Men det er den her vind, som gør det udfordrende. Vi har en stærk modstander, og derfor brænder det stadig, siger talsmand for Storstockholms brandvæsen til SVT.

  • Helikoptere smider vand på skovbranden tidligere i dag. (Foto: HENRIK MONTGOMERY © Scanpix)
  • Køerne græsser videre på de lokale græsmarker, mens myndighederne forsøger at begrænse ildens spredning. (Foto: TT News Agency © Scanpix)
  • Brandvæsnet er talstærkt tilstede ved skoven udenfor Sala, Sverige. (Foto: TT News Agency © Scanpix)
1 / 3

Rekordsolrig maj

Skovbranden finder sted, efter at Sverige - ligesom Danmark - har oplevet en maj måned med højere varmegrader og mere solskin end nogensinde før.

Det tørre vejr har fået myndighederne til at nedlægge forbud mod grill og bål flere steder i landet, og den manglende udsigt til regn gør brandmyndighedernes opgave endnu sværere, fortæller SVT's meterolog, Jannicke Geitskaret.

- I dag blæser det desværre endnu mere, og der ventes kraftige vindstød fra nord, nordvest og ingen regn i sigte, siger meteorologen til SVT.

Branden blev først opdaget klokken cirka 14.30 mandag.

Det er ikke første gang, at området bliver ramt af skovbrande. I 2014 medførte en voldsom skovbrand, at 1.000 mennesker måtte evakueres fra samme område.

Denne gang er kun 25 personer indtil videre blevet transporteret i sikker afstand af flammerne.

Facebook
Twitter