Helle Thornings mand udskammet af politiet for fødselsdags-foto

Politiet mener, at Stephen Kinnock har brudt Storbritanniens regler for udgang under corona-pandemien.

Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt fejrede lørdag Stephen Kinnocks fars fødselsdag midt under coronakrisen. Den beslutning møder nu kritik. (Foto: Schiller Graphics © 2016 Getty Images)

Et foto af en fødselsdagsfejring lagt op af Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, er blevet til en sag i Storbritannien.

Lørdag fejrede parlamentsmedlemmet Stephen Kinnock sin far, Neil Kinnock, der fyldte 78 år. På Twitter lagde han et billede op af sig selv siddende på en stol udenfor hans forældres hjem i

London
, hvor man også tydeligt ser, at der er stor afstand mellem dem.

Helle Thorning-Schmidt, der er tidligere statsminister i Danmark, deltog også i fødselsdagsfejringen og lagde et tilsvarende billede på sin egen Twitter-profil.

Men det var langt fra alle, som syntes, det var i orden i disse corona-tider. Blandt andet politiet i South Wales, hvor Kinnock er valgt.

Det skriver The Guardian.

I

tweetet
skrev Neil Kinnock:

- Far fyldte 78 i dag. Utroligt, men sandt. Helle Thorning-Schmidt og jeg medbragte et par stole og sad i deres forhave for en distanceret fejring. Som man gør. Tillykke med fødselsdagen, min ven.

Dertil skrev den officielle twitterkonto for politiet i South Wales:

- Hej Stephen Kinnock. Vi ved, at det er skøn ting, at du fejrer din far, men det er ikke en strengt nødvendig udgang. Vi har alle vores rolle at spille i denne situation, og vi opfordrer dig til at følge regeringens

restriktioner
. De er til for at holde os alle sikre. Tak.

Skrappe krav til udendørs aktivitet

Storbritannien har under coronakrisen indført

tiltag
, der minder om
udgangsforbuddet
i Frankrig.

I mandags udstak

premierminister
Boris Johnson nye
retningslinjer
, der betyder, at man kun må gå ud for at hente de absolut nødvendige indkøb. Man må motionere eller gå en tur én gang om dagen og gå til lægen.

Al anden udendørs aktivitet forbydes, og politiet kan udstede bøder til folk, hvis de ikke følger reglerne.

Det er de

retningslinjer
, som politiet i South Wales mener, Stephen Kinnock har brudt.

Det mener Labour-politikeren dog ikke. I et Twitter-svar til politiet skriver Stephen Kinnock, at han medbragte 'nødvendige forsyninger'.

- Jeg følte, at det var en nødvendig udgang for os, fordi jeg skulle medbringe nødvendige forsyninger til mine forældre. Jeg blev længe nok til at synge 'tillykke med fødselsdagen' til min far, men derefter smuttede jeg.

Efterfølgende har ordvekslingen mellem politikeren og politiet ifølge The Guardian delt vandene.

Nogle mener, at politiet virker emsige og overivrige, når de på den måde offentligt kritiserer ham, mens andre skriver, at Stephen Kinnock som parlamentsmedlem sætter et dårligt eksempel for andre.

Den seneste uge er antallet af døde relateret til coronavirusset steget markant, så antallet af døde i skrivende stund ligger på 1.231.