'Helt uhørt': Fornem gæst fra Kina blev skærmet mod demonstranter i Oslo

Stortinget anklages for at tegne et glansbillede for Folkekongressens formand.

En pro-kinesisk gruppe havde sikret sig de bedste pladser under dagens fornemme besøg. (Foto: RYAN KELLY © Scanpix)

Norge er måske på vej til at få sin egen Tibet-sag.

Det regner i hvert fald ned med kritik over ledelsen af Stortinget, efter at det norske parlament i dag fik fornemt besøg af formanden for Folkekongressen i Kina, Li Zhanshu.

- Stortingets ledelse har ladet sig manipulere af kinesiske myndigheder, siger Petter Eide, der sidder i Stortinget for Socialistisk Venstreparti til NRK.

Politikeren havde i dag taget opstilling ved den røde løber, der skulle lede den kinesiske delegation ind i Stortinget.

Sammen med kollegaen Guri Melby fra det liberale parti Venstre havde Petter Eide iført sig en T-shirt fra menneskeretsorganisationen Amnesty med påskriften "frihed" på både norsk og kinesisk.

Li Zhanshu bliver vist rundt i parlamentet af stortingspræsidenten Tone Trøen. (Foto: Stian Lysberg Solum © Scanpix)

Vagt: Tag T-shirt af

Påklædningen var ment som en protest mod Kinas brud på menneskerettighederne, men det er særdeles usikkert, om budskabet nåede frem til den tiltænkte modtager.

For da formanden for Folkekongressen, der betegnes som en af de mest magtfulde mænd i Kina, ankom, havde et stort antal ansatte fra Kinas ambassade i Oslo stillet sig op foran politikerne.

Da Guri Melby bagefter ville gå ind i parlamentsbygningen igen, gav Stortingets vagter hende besked på at tage T-shirten af.

Melbys parti betegner påbuddet som "helt uhørt" og vil tage sagen op med Stortingets præsidie i morgen.

Ukendt organisation

Den nye dresscode for norske politikere og muren af ambassadeansatte var ikke de eneste tiltag for at i bogstaveligste forstand at skærme Li Zhanshu mod kritiske røster.

Tidligere på ugen kom det frem, at fire pro-kinesiske organisationer havde ansøgt om at lave markeringer af en årsdag for norsk-kinesiske relationer på centrale pladser i Oslo netop i dag.

Ansøgningerne blev afleveret to uger før, at besøget fra Folkekongressen blev offentligt kendt.

På den måde kunne medlemmer af den hidtil ukendte organisation Norway-Wenzhou Chamber of Commerce i dag som de eneste stille sig op på Eidsvolls plads foran Stortinget, hvor medbragte kinesiske flag belejligt dækkede for en Amnesty-demonstration flere hundrede meter længere væk.

De kritiske røster blev holdt på behørig afstand i Oslo i dag. (Foto: RYAN KELLY © Scanpix)

En talsmand for Norway-Wenzhou Chamber of Commerce siger, at man havde hørt om besøget fra "søsterorganisationer i Kina".

Stortinget oplyser, at pladsen foran parlamentet blev tildelt efter først til mølle-princippet.

Forholdet mellem Norge og Kina blev anstrengt, da den norske Nobelkomite i 2010 tildelte sin fredspris til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.

Dagens visit er det første højtstående besøg, som Kina har aflagt Stortinget siden 2004.

Facebook
Twitter