Hemmelige optagelser med russisk lokkedue kaster Østrig ud i regeringskrise

Videooptagelser fra sommerhus på Ibiza belaster østrigsk vicekansler.

Heinz-Christian Strache står midt i en politisk skandale i Østrig. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Sent i aftes kom den tyske avis Süddeutsche og nyhedsmagasinet Spiegel ud med en spektakulær historie, som på kort tid har sendt chokbølger gennem det østrigske samfund og østrigsk politik.

Skandalen udspringer fra skjulte videooptagelser optaget i 2017. Videoen viser den nuværende østrigske vicekansler og formand for det højrenationale frihedsparti, FPÖ, Heinz-Christian Strache og hans højre hånd, Joachim Gudenus.

Det var midt i den østrigske valgkamp op til parlamentsvalget, og de sidder i et luksuriøst sommerhus på Ibiza, hvor der er en festlig stemning med vin og vodka på bordet.

De sidder der sammen med en kvinde, som udgiver sig for at være rig forretningskvinde og niece til en russisk oligark.

Kvinden tilbyder ifølge optagelserne at investere store summer i de højrenationales valgkamp. Og det er Strache og Gudenus meget interesseret i. Strache fortæller om, hvordan det kan lykkes uden om partiets kasser og regnskaber via en forening – han taler altså om, hvad der lyder som ulovlig partifinansiering.

Efterfølgende foreslår den russiske kvinde at bruge sine finanser på at overtage aktiemajoriteten i Østrigs største og mest magtfulde avis, Kronenzeitung.

Det er Strache meget interesseret i. Han taler om, hvordan man kan bruge avisen i valgkampen, og hvordan det kan sikre FPÖ flere vælgere. Man skal bare skifte nogle journalister ud med andre, som er på linje med de højrenationale.

Som modydelse til den russiske hjælp i valgkampen siger Strache, at hvis han kommer i regering, så vil han belønne den russiske kvinde med store statslige ordrer.

Muligt nyvalg

Det hele kan ses på en video, som blev offentliggjort af de tyske medier fredag aften.

Den russiske kvinde, der præsenterede sig selv som en niece til en russisk oligark, viste sig at være en lokkedue.

Efter videoens offentliggørelse eksploderede de sociale medier - blandt andet Twitter, hvor der kom 10.000 tweets om emnet på blot en time.

Videoen har også givet skarpe reaktioner fra politikere i landet. Formanden for socialdemokraterne, Pamela Rendi-Wagner, kalder skandalen for monstrøs.

- Jeg mener, (kansler, red.) Sebastian Kurz skal handle; han har ansvaret for at afskedige vicekansleren.

Wolfgang Zinggl, talsmand for den parlamentariske gruppe Liste Jetzt, siger, at videoen ydmyger Østrig og er et nyt lavpunkt.

Kansler Sebastian Kurz og hans parti ÖVP holdt krisemøde i nat. Ifølge avisen Kurier har kanslerens rådgivere på det kraftigste opfordret ham til at opløse regeringssamarbejdet og udskrive nyvalg.

Østrigs statsanklager gik ind i sagen allerede i aftes. Statsanklageren vil undersøge, om Strache og Gudenus har gjort eller sagt noget, de kan straffes for, hvilket ikke er sikkert. Strache var kun partiformand og ikke vicekansler i 2017, da optagelserne fandt sted.

Selv siger Strache, at han ikke har gjort noget forkert, og at det var fuldemandssnak. Han siger desuden, at der aldrig er blevet indgået aftaler, eller at man har modtaget penge.

Video kommer fra anonym kilde

Kilden, som videoen stammer fra, er kendt af nyhedsmagasinet Der Spiegel og avisen Süddeutsche, men insisterer ellers på at være anonym.

De har fået videoen tjekket af eksterne eksperter for at være sikker på, om den kan være manipuleret, men det er ikke tilfældet.

Det er uklart, hvem der står bag at narre FPÖ-politikerne, og hvad motivationen for det har været.

Facebook
Twitter