Hendes familie blev udryddet i Rwanda: Anne-Marie har tilgivet for at overleve

Store dele af dansk-rwanders familie var blandt de 800.000 dræbte.

Anne-Marie Matthiesen var sidste år til mindedag i Kwibuka.

Da Anne-Marie Matthiesens søster ringede fra Rwanda for præcis 25 år siden, troede hun først, at søsteren lavede sjov.

- Hun fortalte, at præsidenten var blevet skudt ned. Jeg begyndte at grine, og sagde "det kan ikke ske - det er jo ham, som er chef for militæret", husker hun.

Men den var god nok.

Aftenen før var et fly blevet skudt ned under indflyvningen til landets hovedstad Kigali. Med ombord var blandt andet den daværende rwandesiske præsident Juvénal Habyarimana.

Anne-Marie Matthiesen før folkemordet i Rwanda. Hun mistede flere familiemedlemmer under folkemordet.

Habyarimana, som var hutu, landets største befolkningsgruppe, var året før gået med til en våbenhvile med oprørshæren RPF.

Den bestod primært af tutsier, som kæmpede fra Uganda, hvor de var flygtet til, efter at hutuerne overtog magten i landet i forbindelse med selvstændigheden i 1962.

Våbenhvilen var ikke populær blandt alle hutuer. Blandt andet var den racistiske "Hutu Power"-bevægelse opstået med dens ti bud, som forbød ethvert samkvem med tutsier.

'Afrikanere dræber jo hinanden indimellem'

Nedskydningen, som den dag i dag er uopklaret, markerede begyndelsen på, hvad forskere senere har påvist, var en nøje orkestreret nedslagtning af landets tutsi-mindretal.

Det er præcis 25 år siden i dag.

Ifølge FN blev 800.000 mennesker myrdet over de næste knap 100 dage. Den populære radiostation Radio Télévision Libre des Milles Collines dirigerede udrensningen af 'kakerlakkerne', som de kaldte tutsierne.

Med macheter og spyd blev hundredtusindvis af tutsier dræbt i Rwanda fra den tidlige sommer 1994. I dag er det 25 år siden starten på folkedrabet. (Foto: Corinne Dufka © Scanpix)

- Alle må rejse sig og kæmpe mod disse kakerlakker. Vores militær, ungdommen, de gamle og selv kvinderne. Kakerlakkerne vil ikke få lov at flygte, lød det blandt andet i liveudsendelserne.

Til at begynde med var det dog ikke en etnisk udrensning, som medierne fortalte om.

- Hele verden så på, men ingen kaldte det folkemord. De sagde bare, "ja, det er jo afrikanere, og de dræber jo hinanden indimellem", siger kvinden, som indvandrede til Danmark i 1986, da hendes danske mands kontrakt i Rwanda udløb.

Folkemord blev underrapporteret

Senere er det kommet frem, at chefen for den lille FN-styrke i landet, som skulle sikre overholdelsen af våbenhvilen, allerede måneder før drabene begyndte, havde rapporteret hjem, at han havde efterretninger om, at en udrensning var på vej.

Men selv da det stod klart, at der var en voldsom massakre i gang, reagerede omverdenen ikke.

Tværtimod blev størstedelen af FN-soldaterne trukket ud, imens udlændinge blev evakueret. Kun enkelte højtstående rwandere fik lov at komme med.

Imens dødspatruljer hærgede i Rwanda, og hutuer dræbte deres naboer, venner, kolleger og sågar mænd eller koner, voksede Anne-Marie Matthiesens telefonregning.

Hun holdt linjen rødglødende, imens hun prøvede at finde ud af, hvad der skete i hendes hjemland, hvor størstedelen af hendes familie befandt sig.

Anne-Marie Matthiesens far så sine to sønner blive dræbt - han døde selv kort tid efter.

Eftersøgningen fortsatte på arbejdet i Børnefonden, hvor hun blev sat til telefonisk at opspore organisationens folk i Rwanda.

- Jeg fandt nogle stykker, som var i live. Men jeg fandt også mange, som var blevet dræbt, fordi de var tutsier, siger hun.

- Nu var jeg ikke i tvivl om, hvad der foregik. Det var en helt anden historie, end den vi hørte i radioen og i tv - det var folkemord, siger Anne-Marie Matthiesen.

Tog til Rwanda lige efter folkemordet

Ugerne gik, og også danske journalister nåede nu til Rwanda, hvor de kunne rapportere om dynger af lig i gaderne, børnesoldater og en forråelse og vold næsten uden sidestykke.

Anne-Marie Matthiesen fulgte med på afstand og havde svært ved at koncentrere sig om sine børn, imens hun konstaterede, hvordan nogle familiemedlemmer slap væk, imens andre blev tavse.

I løbet af folkedrabets små 100 dages varighed rykkede tutsi-oprørshæren RPF ind i Rwanda fra Uganda og erobrede mere og mere terræn, hvorfra den kunne gennemføre redningsaktioner for at skaffe tutsier ud.

Til sidst tog den også hovedstaden Kigali, og myrderierne standsede.

Anne-Marie Matthiesens bror med sin kone. De blev dræbt under folkemordet.

Anne-Marie Matthiesen tog til Rwanda, så snart det var muligt, og ankom til et land, hun knap kunne genkende.

- Jeg så kun apatiske mennesker. Der var intet at købe, ingen butikker var åbne. Der var soldater overalt. Alt skulle tjekkes, siger hun.

Bortset fra Røde Kors-folk og de samaritter, oprørshæren rådede over, var der heller ikke adgang til hospitaler eller lægehjælp.

- Og så lugtede der. Der var en mærkelig lugt overalt. Der var ikke vand, der var ikke nogen toiletter, der fungerede. Det var begravelse på begravelse. Folk flyttede ind i tilfældige huse, og nogle gange måtte de først flytte ligene derinde væk, husker hun.

Faren så sine sønner blive slået ihjel

Hun tog sydpå for at finde sin familie, og her fortsatte rædslerne. Hun husker ligstanken og hundene, som havde spist af ligene og var holdt op med at flytte sig, når der kom mennesker.

Særligt én begivenhed har brændt sig fast.

- Der lå en kvinde, og nede ved hendes ben lå et barn. De var opsvulmede. Og vi kunne ikke flytte dem. Det var ikke, fordi jeg er bange for at røre ved lig, men på grund af deres tilstand, siger Anne-Marie Matthiesen.

Her er Anne-Marie Matthiesens forældre før folkemordet, der fandt sted i 1994.

Et andet billede, som har frosset sig fast, er en massegrav fyldt med mennesker.

- Der lå også nogle fra min familie. Det var det værste, jeg nogensinde har oplevet. Folk var hele. De var ikke forrådnede. Man kunne se deres tøj og finde deres ID-kort i lommen. Man kunne genkende dem, siger dansk-rwanderen.

Folkedrabet kostede hende mange af hendes allernærmeste.

- Jeg mistede halvdelen af mine søskende. Jeg mistede min lillebror og hans kone, min storebror og hans kone og to børn, min yngste lillebror, som ikke var gift endnu og min ældste storesøster, hendes mand og fire børn, siger hun med gråd i stemmen.

Anne-Marie Matthiesens bror blev kun 16 år.

Hverken hendes far eller mor blev slået ihjel - men de døde begge kort efter, ifølge Anne-Marie Matthiesen, fordi de ikke kunne leve med, hvad de havde set.

- Min far blev ikke dræbt med det samme. Men de dræbte hans to sønner, imens han kiggede på. De sagde: "Når vi er færdig med dem, er du også død". Og det var jo rigtigt. Han blev som en, der er tosset - han kunne ikke fungere mere og døde kort efter, siger hun.

Har tilgivet for at overleve

Nu er det 25 år siden, at Anne-Marie Matthiesen gennemførte sin grufulde rejse til Rwanda.

Hun har været tilbage flere gange siden. Oprørshæren RPF's leder, Paul Kagame, har lagt kursen siden folkedrabet, og siden 2000 som præsident.

Med ham ved roret har landet været igennem en proces, hvor næsten en million er kendt skyldige i folkedrab. Størstedelen er blevet sluset ind i samfundet igen efter samfundstjeneste.

Landets forsoningsproces har tjent til at kaste lys over, hvad der skete, imens gerningsmænd er blevet opfordret til at fortælle om, hvad de gjorde og udpege, hvor de gjorde af deres ofre, så de efterladte har kunnet begrave deres kære.

Anne-Marie Matthiesen har også måttet tilgive for at komme videre. Hun har gået rigtig meget i kirke.

- Det er ikke noget, som sker på én dag - det er noget, man arbejder med hele tiden. Men jeg skal jo leve. Derfor kan jeg ikke gå og hade de mennesker. For bliver jeg ved med at hade dem, tror jeg, at jeg ville blive en morder som dem, siger hun.

Men Anne-Marie Matthiesen mangler svar - hun mangler nogen at tilgive. Hun ved stadig ikke, hvem der havde ansvaret for, at hendes familie skulle dø, og hvem der dræbte dem. Hun ved heller ikke, hvor alle hendes familiemedlemmer er begravet.

- Jeg føler, at jeg har tilgivet for at overleve. For ikke at være fyldt med had. For det var had, som var skyld i folkemordet i Rwanda. Men jeg savner at møde dem, der gjorde det, og høre dem bede om tilgivelse, siger hun.

Fotos af nogle af de mange, der blev dræbt i folkemordet i 1994, udstilles i dag på Mindecenteret i hovedstaden, Kigali. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
Facebook
Twitter