Det var ikke coronakrisen, der tidligere i dag fik fire ministre fra regeringen til at afholde pressemøde.
Derimod var formålet at give en status på de ukraniske flygtninge, som er kommet hertil - og fortsat gør det - efter Rusland har invaderet Ukraine.
På pressemødet kunne man finde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, social- og ældreminister Astrid Krag og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Og der blev altså præsenteret en række tal, som du kan få et overblik over her. Det er 100.000, 24.000, 450 og 2.000.
Lad os begynde med det højeste tal.
Mere end 100.000 ukrainske flygtninge kan komme hertil
Kort efter krigen brød ud, lød det fra regeringen, at Danmark forberedte sig på at modtage 20.000 flygtninge fra Ukraine.
Men det tal er altså nu sat gevaldigt op. Faktisk er det femdoblet.
På pressemødet fortalte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye nemlig, at man gør plads til, at flere end 100.000 flygtninge kan komme til Danmark fra Ukraine.
Hvis vi sammeligner situationen med de flygtningsstrømme, der har været før, så er der tale om langt højere tal nu, end dem man så, da Danmark modtog flygtninge under krigene på Balkan i 1990’erne og under flygtningekrisen i 2015 og 2016. Det kan man læse hos Jyllands-Posten i dag.
Da der kom flest flygtninge i 2015, modtog Danmark 21.316 asylansøgere, som særligt kom fra Syrien.
- Det vil uden sammenligning være den største mængde fordrevne, der kommer til Danmark, siden Anden Verdenskrig. Fuldstændig uden sammenligning med noget, vi har prøvet siden, lød det fra Mattias Tesfaye på dagens pressemøde.
Der er flere meldinger om, at flygtningestrømmen vil komme til at koste milliarder af kroner. Og hos Kommunernes Landsforening har det efterfølgende lydt, at det vil få konsekvenser for velfærden, hvis 100.000 ukrainske flygtninge kommer til Danmark.
- Ingen ved, om 100.000 er det rigtige tal. Det er bare det bedste bud fra Tesfayes ministerium lige nu, sagde DR's politiske analytiker Jens Ringberg i en tidligere artikel. Her kan du også læse endnu mere om netop det her tal.
24.000 flygtninge har søgt om opholdstilladelse
Hvis en ukrainsk flygtning vil have opholdstilladelse i Danmark, kræver det et fingeraftryk.
Netop det har 12.000 voksne ukrainere bestilt tid til, lød det på pressemødet.
- Og der er det samme antal børn, sagde Tesfaye.
Dermed er der i hvert fald 24.000 ukrainere inde i systemet lige nu.
Derudover er der 2.000 personer, der har søgt om asyl.
450 har fået opholdstilladelse
For lidt over en uge siden vedtog Folketinget en særlov - også kaldet ukrainerloven - som betyder, at ukrainske flygtninge kan få opholdstilladelse i Danmark uden om det normale asylsystem.
Ideen er, at ukrainere hurtigst muligt skal hjælpes til at få en nogenlunde normal hverdag op at stå.
Og i dag fortalte regeringen så, at antallet er steget til 450 personer.
Opholdstilladelsen gælder i to år med mulighed for en etårig forlængelse.
2.000 ansøgninger om dagen i næste uge
Fra i næste uge forventer udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, at myndighederne kan godkende op til 2.000 ansøgninger om dagen.
Det er dog ikke, fordi at antallet af flygtninge, der kan komme hertil, er mejslet i sten. For Mattias Tesfaye sagde også, at tallene kan ændre sig, hvis krigen i Ukraine trækker ud, og langt flere af de flygtninge, der opholder sig i eller lige ved Ukraine, kommer i bevægelse.
- Ender vi den situation, så skal vi nok indkalde til pressemøde igen, sagde ministeren.