Det store land på tærsklen mellem Europa og Asien. Den største økonomi mellem Tyskland og Indien. Nu skal det efter 20 år med Recep Tayyip Erdogan ved magten bestemme, hvilken vej det vil.

Tilbage til det demokrati, det var engang (med alle de mangler det havde). Eller videre fremad mod et autoritært styre (hvis ikke et rent diktatur).

- Tyrkiet var en landsby, da Erdogan kom til, sagde en af hans kvindelige tilhængere til et valgmøde i Izmir for et par uger siden.

Og ret skal være ret. Erdogan skal have en del af æren for at have bragt millioner af tyrkere ud af fattigdom. Og givet konservative muslimer større muligheder i et land, der engang ikke levnede dem det.

Men han har også gjort Tyrkiet mere og mere ufrit. Der er tusinder af politiske fanger i landets fængsler, dømt på et tvivlsomt retsligt grundlag. Han har bragt landets domstole og næsten alle medier under sin kontrol.

Han har sat sine egne folk ind på alle betydningsfulde poster i den offentlige sektor. Og selv indtaget rollen som regeringschef, øverste leder af militæret og politiet og reelt også posten som nationalbankdirektør.

Den statslige valgkommission har Erdogan også placeret sine betroede støtter i, men der ér grænser. Tyrkiet er ikke et diktatur, og Erdogans magt ikke fuldkommen. Valgkommissionen har overraskende truffet flere afgørelser under valgkampen til fordel for oppositionen. Den demokratiske tradition er måske nok trængt i Tyrkiet, men den er ikke død.

Og derfor er der en chance for et historisk magtskifte. At den nu længst siddende leder i republikkens snart 100 år lange historie taber valget og må vige pladsen for det største oppositionspartis formand, Kemal Kilicdaroglu.

Oppositionens præsidentkandidat har sagt, at hvis han og hans koalition af seks partier vinder valget, vil de afskaffe det præsidentstyre, Erdogan fik indført for få år siden, og give magten tilbage til parlamentet.

- Enten taber Erdogan, og så kan Tyrkiet genetablere et rigtigt demokrati, eller også vinder han, og så vil han formentlig forblive ved magten resten af sit liv, har den politiske iagttager og politolog Soner Cagaptay skrevet.

Aftenen før valget blev en af de store, vigtige forskelle på de to kandidater til den magtfulde post som Tyrkiets præsident trukket op. Den kunne næsten ikke blive skarpere.

Oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, aflagde som sidste stop på sin lange turné et højtideligt besøg ved det mausoleum midt i Ankara, hvor det moderne, sekulære Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, er stedt til hvile.

Atatürks grav og mindesmærke og evige ild på en høj midt i hovedstaden er de sekulære tyrkeres Pantheon og har nærmest karakter af et helligt sted for dem, der sværger til en klar adskillelse mellem politik og tro, stat og moské.

Netop den adskillelse har Erdogan systematisk nedbrudt i de 20 år, han har været ved magten. I hans øjne er der tale om en uret, der er gjort til ret. Det religiøse - det vil sige hans egen konservative og forholdsvis strenge fortolkning af sunni-islam – har fået den plads, det bør have i et moderne muslimsk samfund, mener han og hans vælgere.

Erdogans sidste stop på valgkampen var derfor aftenbønnen i Istanbuls ældgamle, byzantinske katedral, Ayasofya eller Hagia Sophia. Oprindeligt en kirke, så en moské. Efter Atatürks magtovertagelse i 1923 omgjort til museum for så – med Recep Tayyip Erdogans mellemkomst – at blive genindviet som moské i 2020.

Oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, er alevi og tilhører en religiøs minoritet, som historisk set er blevet diskrimineret og udsat for ortodokse sunnimuslimers overgreb. Men igen og igen har Kilicdaroglu understreget, at han vil være alle tyrkeres præsident, uanset hvilken trosretning de tilhører. Og Erdogans tildækkede kvindelige vælgere har han lovet ikke at genindføre det gamle forbud mod tørklæder på f.eks. universiteterne.

- Jeres religiøse frihed er vigtig for mig, og den vil jeg ikke tillade nogen at røre ved, tweetede Kilicdaroglu så sent som dagen før valget.

Til oppositionens sidste, store afsluttende valgmøde i Ankara dagen forinden bar en ung, mandlig vælger et hjemmelavet skilt med påskriften:

- Farvel til teokrati, velkommen til demokrati.

Nuvel, et præstestyre som i Iran er Erdogans Tyrkiet ikke, men især for mange unge er det dét, valget står imellem.

Et konservativt, religiøst inspireret enkeltmandsstyre. Eller et demokrati med større åbenhed og tolerance også overfor ikke-troende.

Digteren Henrik Nordbrandt boede en lang årrække i Tyrkiet, lærte sig sproget og kulturen og advarede i ”Breve fra en ottoman” mod at tro, at der findes en særlig tyrkisk nationalkarakter. Nordbrandt opregner i bogen en række særlige træk og derefter deres komplette modsætning. Det er alt sammen typisk tyrkisk, skriver han.

Skal man tro digteren, skal vi med andre ord ikke tro, vi kan regne ud, hvem vi får med at gøre, når valget er forbi, og Tyrkiets leder de næste fem år hedder Kemal Kilicdaroglu eller som i de foregående 20 år Recep Tayyip Erdogan.

Det ville ellers være rart at vide, for hvem, der leder Tyrkiet, er vigtigt for os danskere og europæere også i de kommende år.

Tyrkiets ageren udenfor landets egne grænser har nemlig betydning for udviklingen i Europa, i Centralasien og på Balkan, i Mellemøsten og i Nordafrika, for NATO og EU's muligheder og for forholdet til Rusland og krigen i Ukraine.

Med Erdogan véd vi nogenlunde, hvad vi har med at gøre. Selv om han flere gange har truffet beslutninger, der har overrasket vores politikere. Og selv om den dybe økonomiske krise, Tyrkiet også vil være tynget af i de næste par år, måske vil gøre den selvbevidste, ofte uforudsigelige Erdogan en anelse mere ydmyg og ja, forudsigelig.

Måske. Men det er heller ikke sikkert, vi ved, hvad vi får med Kemal Kilicdaroglu, hvis det er ham, tyrkerne vælger. De fleste iagttagere er dog enige om, at vi i Vesten får det lettere end med Erdogan. Et af Kilicdaroglus vigtigste løfter både før og under valgkampen er et bedre forhold til Vesten.

Når det er sagt, så er netop udenrigs- og sikkerhedspolitikken noget af det, der er dårligst beskrevet i de seks oppositionspartiers ellers meget omfattende og på nogle punkter ganske detaljerede politiske grundlag. En lang valgkamp, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitikken selvfølgelig også er blevet diskuteret, har ikke gjort os meget klogere.

I valgkampens sidste, hektiske dage kritiserede og advarede Kilicdaroglu direkte Rusland mod at blande sig og forsøge at påvirke udfaldet af det tyrkiske valg. Han hævdede endda at have beviser for, at russerne har gjort forsøget, selv om han ikke fremlagde nogen dokumentation. Men efter et barsk tweet på både tyrkisk og russisk, så rakte Tyrkiets måske næste præsident sin hånd ud til forsoning med ”vores russiske venner”, som han kaldte dem.

Med den beskedne og afdæmpede Kemal Kilicdaroglu er det svært at se for sig en fortsættelse af den tyrkisk-russisk bromance, som Tayyip Erdogan har haft og stadig har med Vladimir Putin. Men med Rusland som genbo på den anden side af Sortehavet og med 40 procent af Tyrkiets gasforbrug fra russiske gasfelter kommer Tyrkiet formentlig heller ikke efter et historisk magtskifte i Ankara til at stille sig på Ukraines side i krigen.

Som Henrik Nordbrandt skriver i ”Breve fra en ottoman”, så kan tyrkerne være noget så stædige. Men de er lige så ofte det modsatte. Hvilket Nordbrandt illustrerer ved at citere følgende tyrkiske ordsprog:

- Hvis du møder en bjørn på en smal bro, så buk for den og kald den onkel, indtil du er kommet godt forbi.

Napoleon skal have sagt, at hvis Verden kun havde én hovedstad, så skulle det være Konstantinopel eller – som den hedder i dag – Istanbul.

Den franske kejser og hærfører var bjergtaget af metropolen ved Bosporus-strædet, og sådan har det været i århundreder. Tyrkiets største by fascinerer og imponerer, og i de seneste 10-20 år er opmærksomheden kommet til at omfatte ikke bare den og dens 20 millioner indbyggere men hele det moderne Tyrkiet.

For uanset om man kan lide det eller ej, er Tyrkiet under Recep Tayyip Erdogan blevet en regional stormagt, som selv de ”rigtige” stormagter - USA, EU, Kina og Rusland – må forholde sig til og af og til bøje sig for.

Erdogans økonomiske mirakel og særlige moderne udgave af et konservativt, autoritært styre med stærkt islamisk aftryk har inspireret i Mellemøsten og Nordafrika, men også i Europa og det centrale og sydøstlige Asien.

Nu håber landets opposition med præsidentkandidaten Kemal Kilicdaroglu at inspirere verden på en anden måde.

Med sin tilbagevenden til en demokratisk udvikling.

I går eftermiddag dagen inden valget tweetede Kilicdaroglu, at han havde en ”vanvittig idé”, han ville dele med alle vælgere kl. 19.

På det annoncerede tidspunkt lagde Kilicdaroglu så en video ud, hvor han – med et glimt i øjet - afslørede for sine seere, at den vanvittige idé såmænd var genindførelsen af demokrati i Tyrkiet.

Men han nøjedes ikke med at afslutte sin to måneder lange valgkamp med endnu en gang at forsøge at overbevise sine tilhængere om demokratiets fordele for Tyrkiet. Han tog resten af verden med.

- Vores tilbagevenden til demokrati vil blive Tyrkiets fornemste eksportvare, sagde Kemal Kilicdarouglu.

Om det faktisk kan blive dét, hvis Kilicdaroglu vinder valget, vil tiden vise. Men at det ikke kun er i Tyrkiet, der er nogen, der har fået den tanke, kunne man overbevise sig om ved at læse den ledende artikel i det ansete ugemagasin Economist i sidste uge.

- Hvis Tyrkiet skiller sig af med sin stærke mand, vil det kunne opildne demokrater overalt på kloden, hed det.

Og som ugemagasinet noterede i en overskrift til en kort nyhedsartikel med mindre end 24 timer til åbningen af valgstederne:

- Alle øjne hviler på Tyrkiet.