Her er hovedpersonerne i det svenske valg

Hvem var elitesvømmer, og hvem deler formandsposten med en kollega? Bliv klogere på de svenske partiledere.

Den svenske statsminister Magdalena Andersson (th) og andre partiledere under en debat på Sveriges TV4 torsdag aften. (Foto: © Christine Olsson/TT, Ritzau Scanpix)

Søndag går 7,8 millioner svenske vælgere til valg. Flere ugers valgkamp er endt med farligt tætte meningsmålinger, der spår dødt løb mellem rød og blå blok.

Socialdemokraterna står sammen med Miljöpartiet, Vänsterpartiet og det borgerligt liberale Centerpartiet til 49,7 procent af stemmerne.

På den borgerlige fløj står Moderaterna sammen med Sverigedemokraterna, Kristdemokraterna og Liberalerna til 49 procent af de svenske kryds.

Så hver en stemme tæller for de otte partiledere, men hvem af dem er stærk på Instagram? Hvem har været elitegymnast? Og hvem har skiftet “blok” for at indgå at samarbejde med de højreorienterede Sverigedemokraterna?

Det kan du blive klogere på her:

Magdalena Andersson: Sveriges første kvindelige statsminister

Andersson er indehaver af en klar førsteplads hos de svenske vælgere i disciplinen Personlig Troværdighed,og hun forsømmer ikke en lejlighed til at slå fast, at hun er den, der ”siger tingene som de er og er parat til at gøre det, der kræves.”

I november 2021 blev hun som den første kvinde i Sverige udpeget som statsminister. Det blev hun efter et stort drama i den socialdemokratiske regering, som endte med, at hendes partikollega og daværende statsminister Stefan Löfven valgte at trække sig.

Udover at være fan af rockbandet System of a Down, er Andersson er tidligere elitesvømmer og beskriver sig selv som et udpræget konkurrencemenneske. Det er måske det, der afspejler sig i hendes lange politiske CV.

For inden hun blev Sveriges statsminister, nåede Magdalena Andersson at arbejde adskillige år i svensk politik.

Magdalena Andersson er uddannet civiløkonom og har studeret i både Stockholm, Wien og USA på det prestigefyldte Harvard University.

Hendes jobs i svensk politik tæller blandt andet en stilling som embedsmand i det svenske statsministerium og et job som statssekretær i Finansministeriet.

I 2014 blev Andersson minister for første gang. I syv år var hun finansminister i den tidligere socialdemokratiske regering med Stefan Löfven som statsminister.

Som finansminister havde Magdalena Andersson øverste ansvar for skatteområdet, herunder det svenske skattevæsen, Skatteverket.

Og det var et turbulent område at have ansvar for.

Ligesom Danmark har Sverige for eksempel også været ramt af en udbytteskandale og flere andre møgsager, som har ført til skarp kritik af Skatteverket.

Ulf Kristersson: Oppositionsleder og manden, der turde flirte med Sverigedemokraterna

Ulf Kristersson er formand for Sveriges – i hvert fald indtil på søndag - næststørste parti, Moderaterna og den borgerlige oppositions bud på en ny statsminister.

Moderaternas største mærkesag ved denne valgkamp er et opgør med kriminaliteten i Sverige.

Netop bandekriminaliteten har de seneste år været et voksende problem, hvor 47 mennesker alene i år er blevet dræbt af skud.

Til sammenligning blev seks personer sidste år dræbt i banderelaterede konflikter i Danmark. Og Ulf Kristersson siger, at han kigger mod netop Danmark efter løsninger.

Kristersson har også flere ting tilfælles med formanden for Danmarks største borgerlige parti, Venstre.

Ligesom Jakob Ellemann-Jensen har Ulf Kristersson nemlig både været i militæret og bestridt chefposter i det private erhvervsliv.

Han er derudover en ivrig gymnast, der går meget op i ernæring og ikke forsømmer en lejlighed til at fremvise sine meget velvoksne og muskuløse lægge.

Det store nederlag i 2018

Kristersson var tidligere en klar modstander af noget som helst samarbejde med Sverigedemokraterna. Men han ændrede holdning efter det kaos, der udbrød efter valget i 2018:

Der var klart borgerligt flertal i Riksdagen – hvis man talte Sverigedemokraterna med. Men to partier i den daværende borgerlige alliance, Centerpartiet og Liberalerna, nægtede at indgå noget som helst samarbejde med SD.

I stedet indgik han en aftale med Socialdemokraternas kandidat, Stefan Löfven. Det tog 129 dage før Sverige fik en ny regering.

I 2019 holdt Kristersson sit første møde med partileder Jimmie Åkesson. Lige meget hvad der sker ved dette valg, vil han gå over i historien om den politiske leder og statsministerkandidat, der rakte hånden ud til Sverigedemokraterna.

Hvis ikke det lykkes Kristersson at danne en borgerlig regering efter dette valg, skal han nok se sig om efter et andet arbejde.

Jimmie Åkesson: Den yderste højrefløjs store håb og persona non grata

Jimmie Åkesson er formand for Sveriges fremadstormende og udskældte parti Sverigedemokraterna. Et parti, der meget hellere vil kalde sig selv en folkebevægelse.

Åkesson stammer fra Sölvesborg i Blekinge – den del af Sverige hvor SD står stærkest.

Åkersson blev medlem af det højreorienterede parti som teenager i 1995. Dengang var partiet lille, men i hans tid som leder er Sverigedemokraterna vokset til nu at være et af Sveriges tre største partier. Åkesson har aldrig lagt skjul på sit projekt: Han vil have reel politisk indflydelse.

Sverigedemokraterna er kendt som et indvandrerkritisk parti, og Jimmie Åkesson har flere gange fået opmærksomhed for sine alternative måder at sprede partibudskabet på.

I 2020 rejste han for eksempel til grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland for at dele flyers ud til immigranter:

- Vi uddeler flyers, hvor vi fortæller, at Sverige er fyldt op. Så hvis du vil til Sverige, er det en dårlig idé. Vi har ikke kapacitet til at hjælpe mere, sagde han dengang til Berlingske.

På grund af sin politik har Jimmie Åkesson som formand for Sverigedemokraterna aldrig modtaget en invitation til Nobelfesten, en af Sveriges fineste fester.

Nobelstiftelsen inviterer ellers alle andre svenske partiledere til den årlige prisoverrækkelse.

Jimmie Åkesson har tidligere udtalt, at han ser Danmark som et foregangsland på indvandringsområdet, og at den tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl og tidligere Venstreminister og nuværende leder af Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, er nogle af hans største politiske forbilleder.

Annie Lööf: Kvinden i midten

Annie Löof er uddannet jurist og har klimaet som en af sine mærkesager. (Foto: © 10430 Christine Olsson/TT, Ritzau Scanpix)

39-årige Annie Lööf er formand for Sveriges fjerdestørste parti, Centerpartiet. Hendes politiske brand er at være alt det, Jimmie Åkesson og SD ikke er, og hendes drøm er en bred regering hen over midten. Hun er den eneste partileder, der stadig taler om den borgerlige Alliance, selv om den har været død og begravet i flere år.

Da hun i 2011 blev partileder for Centerpartiet, var hun den yngste til at lede partiet, siden det blev grundlagt næsten 100 år tidligere i 1913. Partiet har rødder på landet, og Annie Lööf forsømmer ikke en lejlighed til at lade sig afbilde på blåbærjagt i skoven iført gummistøvler og regnjakke.

Hendes far er også medlem af Centerpartiet og var for en tid borgmester i Annie Löofs barndomsby Värnamo i Småland.

Fra 2011 til 2014 var hun erhvervsminister i den blå regering ledet af Moderaterna, men ved valget i 2018 endte hun med at pege på socialdemokratiske Stefan Löfven, fordi hun ikke ville samarbejde med Sverigedemokraterna.

Nooshi Dadgostar: Feministen med iranske rødder

Dadgostar og Vänsterpartiet er nogle af de få, som stadig er kritiske overfor Sveriges ansøgning om Nato-medlemskab. (Foto: © TT News Agency, Ritzau Scanpix)

Nooshi Dadgostar er leder af Vänsterpartiet.

Dadgostar blev formand for partiet i 2020, og det er derfor første gang, at hun går til valg som partileder, men hun har allerede skabt sig et solidt navn, blandt andet ved at vælte den daværende socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, på en strid om huslejer.

Hun er dog ikke et nyt ansigt i Vänsterpartiet, for hun har været medlem, siden hun som 14-årig blev en del af ungdomsorganisationen.

Dadgostar har tidligere fortalt, hvordan det var feminismen, der gjorde hende interesseret i politik, fordi hun i skolens idrætstimer ikke kunne få lov til at spille fodbold med drengene.

Nooshi Dadgostar er en af Sveriges mere end 500.000 efterkommere, da hun er barn af flygtninge fra Iran, som kom til Sverige i 1980’erne.

Ebba Busch: Kirkens kvinde i politik

Ebba Busch var med til Det Konservative Folkepartis landsråd i København den 18. september 2021. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Lederen af Kristdemokraterna er Ebba Busch. Hun er vokset op i en familie, som var aktive i den svenske frikirkelige bevægelse ”Livets Ord”.

Hendes lange, lyse hår og stærke tilstedeværelseInstagram betyder, at hendes politiske modstandere ynder at titulere hende ”influenceren.”

Hun har en fortid i partiet som både ungdomspolitiker og senere kommunalpolitiker i sin hjemby Uppsala, før hun i 2015 blev formand for partiet og dermed forlod kommunalpolitik til fordel for Riksdagen.

Under hendes ledelse har partiet bevæget sig til højre, og Busch var den første af de svenske partiledere, som - med hendes egne ord - ”kravlede op af sandkassen” og nærmede sig Sverigedemokraterna.

Ebba Busch er den eneste borgerlige partileder, der lader sig fotografere med Jimmie Åkesson – også under mere afslappede former. Hendes vælgere er nemlig dem, der har nemmest ved at kapere tilnærmelsen til SD.

Märta Stenevi og Per Bolund: Det grønne makkerpar

Per Bolund er den ene halvdel af lederskabet i Miljöpartiet. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)

Miljöpartiet har ikke en partileder, men i stedet de to talspersoner Märta Stenevi og Per Bolund.

Partiet er nemlig ikke bare grønt, som navnet antyder, men også feministisk, og det kræver ifølge partiet to talspersoner at sikre et ligeligt lederskab.

De er talspersoner for Riksdagens pt mindste parti, og MP har da også i lange perioder ligget faretruende tæt på spærregrænsen. Fra 2014 til 2021 sad de dog i skiftende regeringer med Socialdemokraterna. Den seneste forlod partiet under stor dramatik i november 2021 fordi Riksdagen havde stemt den borgerlige oppositions finanslov igennem.

Partiet ville ikke regere på en finanslov, ”der var forhandlet med højreekstremister”. Det betød, at Magdalena Andersson gik af efter kun 7 timer som statsminister.

Johan Pehrson: Valgkampens nye spiller

Johan Pehrson og Liberalerna når ifølge de seneste meningsmålinger kun akkurat over den svenske spærregrænse på 4 procent. (Foto: © 10080 Fredrik Sandberg/TT, Ritzau Scanpix)

Johan Pehrson har en baggrund inden for både bank- og investeringsbranchen. Han er feltets nyeste partileder, han blev først valgt som formand for Liberalerna i april 2022.

Partiet har under stor ballade og intern splittelse arbejdet sig tilbage i den borgerlige blok – og er dermed nu villige til at samarbejde med Sverigedemokraterna.

Pehrsson kalder sig selv ”killen från grillen”, hans politiske brand er at pleje middelklassen, hans personlige kendetegn er er at være en lun og slagfærdig fætter, ofte leveringsdygtig i ikke særlig avancerede vittigheder.