Her er prisen for et nyt liv i Europa

Flygtninge betaler menneskesmuglere for at blive hjulpet til Europa. Se en prisliste her.

Billedet viser en afrikansk mand, der ligger gemt under bagsædet i en bil på vej til Spanien. Også mange syrere betaler i disse dage menneskesmuglere for at komme til Europa. (Foto: Astrid Berg © DR)

Når syrere i stor stil flygter ud af deres krigsramte hjemland - som de gør lige nu - så blomstrer menneskesmuglernes forretning.

Hvis en flygtning for eksempel skal flyve ud af Tyrkiet på et falsk pas, så tjener menneskesmugleren omkring 20.000 kroner. Sådan er det i hvert fald for Abu Muhammed, som Orientering på P1 har talt med i Istanbul.

Han er en del af et netværk af menneskesmuglere. Men andre skal også have deres betaling fra den flygtende syrer.

I alt betaler syrerne mellem 60.000 og 80.000 kroner for at blive hjulpet til Europa. Vi har samlet nogle af "tilbuddene" fra menneskesmuglernes prisliste her.

Menneskesmuglernes prisliste

  • Fra Sudan til Libyen over land: 7.150 kroner

  • Fra Somalia til Europa med fly og alle dokumenter, dog eksklusiv flybilletter: 27.500 kroner - grupperabat for familier: 45.000-70.000 kroner

  • Fra Athen til Paris, inklusiv pas fra Elfenbenskysten samt opholdstilladelse: 12.750 kroner (dog 2008-pris)'

  • Et stjålent pas på gaden i Athen: 2.250 kroner, vennepris: fra 750 kroner

  • Fra den græske havneby Patras til Italien gemt i lastbil på skib: 37.500 kroner - eller gratis på egen risiko (nogle hægter sig fast under lastbilen)

Hør mere i dagens udgave af Orientering på P1 og følg deres tema Fort Europa hele ugen og næste uge med.

Kilder: Interviews med migranter fra Somalia, Sudan, Eritrea og Nigeria i 2011 og 2012 samt interview med menneskesmuglere i 2012-2013. Theodore Baird, phD Fellow hos Diis og RUC.

Facebook
Twitter