Her er Trumps 3 største udfordringer

Når Trump i dag lægger venstre hånd på biblen og sværger troskab til Gud, forfatningen og det amerikanske folk, så starter hans fire års præsidentperiode - og dermed en række udfordringer både på hjemmefronten og i det store udland.

I dag venter indsættelsen og fire år med Donald Trump som USA's 45. præsident.Her ses en tilhænger foran Capitol-bygningen i Washington dagen. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

Tidlig aften dansk tid overtager Donald Trump officielt posten som USA's præsident fra Barack Obama. Foran venter mindst fire års arbejde med at lede landet som repræsentant for næsten 320 millioner amerikanere.

Vi har bedt tre eksperter i amerikansk politik om at komme med deres bud på, hvad der bliver Trumps største hovedpiner, når han indtager det Hvide Hus.

1. Obamas sundhedsreform

At fjerne og erstatte Obamas sundhedsreform, Affordable Care Act - populært kaldet Obamacare, bliver "så, så nemt". Sådan lød det i hvert fald fra Donald Trump under hans præsidentkampagne sidste år.

Men det bliver måske mere vanskeligt, end den kommende præsident havde forestillet sig, vurderer de eksperter, DR Nyheder har talt med.

- Trump har under hele sin valgkamp sagt, at han vil erstatte og tilbagetrække Obamas sundhedsreform ObamaCare. Nu har han mandatet, men hvordan skal det se ud? spørger redaktør på Kongressen.com Anders Agner.

- Han har lovet, at ingen skal ligge på gaden uden at være dækket af en forsikring. Det bliver svært, for det er ikke det, republikanerne er interesseret i, mener Mette Nøhr Claushøj, som er ekstern lektor i amerikanske politiske kampagner ved Københavns Universitet.

Samtidig med, at Trump mangler opbakning til en ny sundhedsreform, så kan det blive farligt for ham, hvis den nuværende bliver trukket tilbage, siger Mette Nøhr Claushøj.

- Trumps store udfordring er, at de 20 millioner, som har fået sygeforsikring, ville blive ret utilfredse, hvis den bliver omstødt.

2. Immigration og muren mod Mexico

Trump har under valgkampen lovet, at han vil deportere millioner af illegale mexicanere. Men også det bliver et svært løfte at holde, mener Mette Nøhr Claushøj

- Mange af dem er mennesker, som lever som en integreret del af samfundet, og de er svære at smide ud. Det vil også skabe stor modstand, hvis han gør det.

Som én af løsningerne på USA’s immigrationsproblemer, har Trump i valgkampen lovet, at han vil bygge en mur på grænsen til Mexico. Men det bliver en svær manøvre, mener lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet, Jørn Brøndal.

- Det kræver at mindst tres ud af 100 medlemmer af Senatet stemmer for den lov. Så han skal have demokrater ombord, og det bliver svært.

3. Krigen i Syrien og forholdet til Rusland

Relationen til Rusland og konflikten i Syrien er nogle af de mest sprængfarlige udenrigspolitiske emner. Og det vil også blive minefyldt farvand for Trump.

- Hvad mener Trump med, at han ved mere om situationen i Syrien end de amerikanske generaler gør? Der venter store udenrigspolitiske udfordringer, og det bliver interessant at se, hvordan Trumps USA og Putins Rusland finder ud af, hvad de skal stille op i Syrien, siger Jørn Brøndal.

Trumps personlige forhold til Rusland kan også komme til at forvolde ham problemer.

- Han vil være gode venner med Rusland og ophæve sanktioner mod dem. Det kan blive en udfordring, fordi han står ret alene med den holdning. Demokraterne vil ikke hjælpe ham – og det vil hans eget bagland heller ikke, mener Anders Agner.

Du kan følge Trumps indsættelse som præsident direkte på dr.dk fra kl. 14.30 og på DR1 fra kl. 16.