Her går du blandt 300 mennesker, der aldrig nåede Europa

Migration er tilbage på den europæiske dagsorden, og et nyt kæmpe kunstværk vil huske de tusindvis af migranter og flygtninge, som druknede i søgen efter et bedre liv i Europa.

(Foto: © Photo: Mark Niedermann)

Der er bemærkelsesværdigt stille i den store sal på museet Fondation Beyeler i Basel i Schweiz.

Museumsgæsterne bevæger sig forsigtige og tavse rundt i den 400 kvadratmeter store sal, det største rum på museet.

Gulvet er beklædt med porøse stenplader, der ligner gråt sand. I stenpladerne er indlejret bogstaver, som pibler frem i vand, som bobler i bækken, for kort efter at forsvinde.

- Jeg har skabt værket for at ære de tusindvis af mennesker, der druknede i søgen efter et bedre liv. For at lade dem drage et sidste åndedrag her, fortæller kunsteren bag værket, Doris Salcedo.

Kunstneren bag værket, Doris Salcedo. Foto: Karin Mørch.

Over 15.600 flygtninge og migranter har Ifølge Salcedo mistet livet ud for Grækenlands, Italiens og Spaniens kyster på vej fra Nordafrika, Irak, Afghanistan og Syrien.

Migranter og flygtninge er igen for alvor ved at vende tilbage til den politiske dagsorden i EU. Fredag var der hastemøde i Bruxelles, efter at Italien og Frankrig er endt i en intens strid om hundredvis af migranter.

- Verden, især de rige lande, lukker øjnene for migrationskrisen, som er opstået blandt andet på grund af klimaforandringerne, siger Doris Salcedo.

Fem år for at skabe værket

Den colombianske kunstner har brugt fem år på at skabe Palimpsest. Et værk, der gengiver navnene på over 300 flygtninge og migranter, som druknede på deres vej over havet.

Hun har talt med overlevende og pårørende til ofre, og så har hun researchet for at finde oplysninger om de flygtninge og migranter, der døde på havet.

Det er ikke svært at finde information om både, der er sunket, og hvor mange der var ombord. Men at finde frem til personerne og skæbnerne bag tallene har været vanskeligt.

- Jeg har haft tre personer, der har arbejdet fuld tid i fem år for at finde frem til navnene på 300 druknede, forklarer Doris Salcedo, der også har haft 60 ansatte til at hjælpe hende med at skabe installationen fysisk.

Foto: Karin Mørch.

Navnene gør forskellen

Installationens titel kommer fra det oldgræske ord palimpsest. Palimpsest er et manuskript, en pergamentrulle eller en bog, der blev renset, skrabet, raderet og brugt igen i antikken og middelalderen.

Derfor er der navne på gulvet i det store rum, der ikke træder tydeligt frem. De kan anes som gammel skrift indlejret i stenpladerne. Det er navne på migranter, der døde før 2010.

Navnene, der pibler frem i vanddråber, er navne på flygtninge og migranter, der døde mellem 2011 og 2016. Vanddråberne forbindes til bogstaver, som siver væk igen i en konstant cyklus af inskription og sletning.

- Navnene gør forskellen, de er afgørende, fortæller Doris Salcedo.

Ansigt til ansigt

Yousuf. Sajida. Noman. Malika.

Det er navnene på fire af de 300 druknede migranter og flygtninge, som Doris Salcedo lader museumsgæsterne gå rundt iblandt. Og det er nødvendigt at lade folk gå ind i rummet med sko på, selvom det risikerer at ødelægge værket, siger Doris Salcedo:

- Først når du står ansigt til ansigt med navnene, kan du forstå, det er mennesker... ikke bare ubudne fremmede, forklarer hun.

- Det er et sted for at sørge og mindes, det er et skrøbeligt værk - ligesom livet - og jeg håber, folk passer på, når de går rundt herinde.

Især ét navn skiller sig ud blandt navnene, der pibler frem i vand: Alan Kurdi.

Det er den tre-årige syriske dreng af kurdisk oprindelse, som blev fotograferet på stranden i Bodrum i Tyrkiet, hvor han lå i sin røde t-shirt og blå shorts - druknet på vej over Middelhavet.

Palimpsest af Doris Salcedo, Fondation Beyeler, Riehen/Basel, 2022 © the artist. Foto: Mark Niedermann.

Kunst er som flaskepost

Alan Kurdi og hans familie flygtede fra krigen i Syrien i håb om at slutte sig til slægtninge i Canada. De var en del af den historiske strøm af flygtninge fra Mellemøsten til Europa for syv år siden i 2015. Billedet af den lille dreng gik verden rundt, og for en stund beskæftigede folk sig med migrantkrisen. Men stunden var kort.

- Migranter og flygtninge drukner stadig, men verden er ligeglad, siger Doris Salcedo.

Kan kunst gøre noget ved det?

- Måske på den lange bane. Kunst agerer ikke direkte, kunst fungerer ikke som reklamer eller politisk propaganda. Ellers ville Goebbels, Hitlers nazisitiske propagandaminister, have været den største kunstner i verden, svarer Salcedo og tilføjer med et stille smil:

- Hvis kunst kan ændre noget, foregår det uendeligt langsomt. Som en flaskepost, der bliver kastet i havet. Måske bliver den fundet af et menneske, der bringer budskabet videre.