Historiker om prinsenavn: George signalerer tradition

Samtidig ønsker Kate og William at forny kongehuset, fordi de annoncerer navnet så hurtigt, mener historiker.

Prins William og hertuginde Catherine med den nyfødte prins, George Alexander Louis. (Foto: Suzanne Plunkett © Scanpix)

To dage.

Længere gik der ikke, før verden fik at vide, hvad den nyfødte britiske prins skal hedde - George Alexander Louis.

Ifølge lektor i historie ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, der er ekspert i kongehuse, signalerer navnet, at prins William og hertuginde Kate er opmærksomme på traditionerne i den royale historieskrivning.

- Det afspejler tradition, at de vælger navnet George. Det er det navn, der er blevet brugt til konger i England gennem de sidste cirka 800 år.

- Der er kun blevet brugt syv til otte forskellige navne gennem de sidste 800 år, og her er George et af dem. Oven i købet så er George det navn, der især er blevet brugt i nyere tid, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Dermed henviser han blandt andet til, at den seneste kong George var den nuværende dronning Elizabeth IIs far, George VI, der døde i 1952.

Men med valget af navn udstråler William og Kate ikke blot traditioner og historisk bevidsthed.

For i og med at de valgte at offentliggøre navnet blot to dage efter fødslen, ønsker de samtidig at indføre mere åbenhed og folkelighed til kongehuset.

- Det signalerer en imødekommenhed over for befolkningen og pressen, fordi de nu ventede så længe på selve fødslen.

- De ønsker at tale i øjenhøjde og har nok ment, at det ville være for arrogant at vente med at offentliggøre navnet og dermed holde befolkningen hen i uvidenhed, vurderer historikeren.

Viser afslappet stil

Den lille prins George kom til verden mandag eftermiddag på St. Marys Hospital i London, og verden fik det første glimt af ham et døgn senere, da prins William og hertuginde Kate viste deres førstefødte frem for den samlede verdenspresse.

Lars Hovbakke forklarer, hvordan onsdagens møde med verdenspressen netop viste, hvordan Kate og William i fremtiden vil bringe mere moderne tider ind i deres lille royale familie.

- Den måde, de fremviste den lille prins på i går, fortæller, at de vil være relativt åbne over for pressen. De var afslappede og uformelle.

Bliver den 7. kong George

- De har læst, at de steder i Europa, hvor de kongelige er mest afslappede, er også der, hvor de er mest populære.

Når prins George en dag bliver konge af Storbritannien efter sin farfar, prins Charles, og sin far, prins William, bliver han briternes syvende kong George - nærmere betegnet George VII.

Hans fulde titel bliver hans kongelige højhed, prins George Alexander Louis af Cambridge.

/ritzau/

Facebook
Twitter