Historisk afstemning: USA's præsident Trump bliver stillet for en rigsret

For kun tredje gang i USA's historie har et flertal i Repræsentanternes Hus stemt for at stille landets præsident for en rigsret.

Rigsretssagen mod Donald Trump vil blive ført i Senatet efter nytår. (Foto: Nicholas KAMM © Scanpix)

Det er 151 år siden, det skete første gang.

Og nu har et flertal i Repræsentanternes Hus for bare tredje gang i USA's historie stemt for at stille USA's præsident for en rigsret.

Det betyder, at sagen mod landets 45. præsident, Donald J. Trump, bliver ført i Senatet efter nytår. Det er desuden første gang nogensinde, at en præsident, der stiller op til genvalg, stilles for en rigsret.

Formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, talte umiddelbart efter afstemningen var overstået:

Præsidenten står anklaget for at misbruge sin magt og sit embede og for at vanskeliggøre Kongressens arbejde ved at nægte at samarbejde med den undersøgelse, Demokraterne iværksatte tilbage i september.

Kernen i den undersøgelse har handlet om, hvorvidt præsidenten har forsøgt at presse den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et forsøg på at skaffe belastende oplysninger om en mulig politisk rival, demokraten Joe Biden.

Udfaldet af afstemningen var ventet, idet Demokraterne har et flertal på 233 mod Republikanernes 197 medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Sådan fordelte stemmerne sig:

I de sidste par dage har adskillige demokratiske medlemmer allerede meldt ud, hvordan de havde tænkt sig at stemme, og derfor er resultatet ikke blevet modtaget med stor overraskelse i Washington DC.

Den 65-årige Mark Kampf fra delstaten Nevada var en af dem, der i løbet af eftermiddagen demonstrerede foran Kongressen for at vise sin støtte til præsident Trump. (Foto: Ken Cedeno © Sipa USA)

Heller ikke for præsident Trump, der nogenlunde samtidig, som afgørelsen var en realitet, talte ved et vælgermøde i delstaten Michigan.

- Demokratiske lovgivere mener ikke, I har ret til at vælge jeres egen præsident. Vanvittige Nancy Pelosi og de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus har sikret, at de må skamme sig til evig tid, lød det fra præsidenten.

Tidligt torsdag morgen dansk tid har præsidenten lagt et billede op på Twitter med teksten "I virkeligheden er de ikke efter mig, de er efter jer. Jeg er bare i vejen".

- Er det til at tro, at de radikale venstreorienterede, demokrater der ingenting udretter, i dag beslutter, at jeg skal stilles for en rigsret. Og jeg har intet gjort galt, skriver præsidenten blandt andet på Twitter.

Præsidenten har udtrykt sin store utilfredshed med hele forløbet i et seks sider langt brev, som tirsdag blev sendt til formand for Repræsentanternes Hus, hvori han blandt andet kalder processen for et "korstog" mod ham.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus samledes i eftermiddag dansk tid til det, der udviklede sig til flere timers langstrakt debat om procedurer og retningslinjer, samtidig med at argumenter for og imod en rigsretssag fløj gennem lokalet.

Udenfor Kongressen var demonstranter samlet både for at vise deres støtte til præsidenten, men mange også for at vise deres støtte til en rigsretssag.

DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, har mødt nogle af dem:

Kampen om Senatet

Det er endnu uvist helt præcis, hvornår den egentlige sag mod præsidenten vil blive indledt i Senatet, hvor det republikanske parti har flertal.

Den republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, har allerede sagt, at partiets handlinger i Senatet vil blive koordineret med Det Hvide Hus' juridiske rådgivere, og at man ønsker en hastigt afsluttet sag - uden flere vidneindkaldelser.

På den anden side har Demokraternes leder, Chuck Schumer, anmodet om, at flere personer fra administrationen, heriblandt Trumps stabschef, Mick Mulvaney, og den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, bliver indkaldt som vidner for at kaste lys over hele forløbet. Foreløbig er det dog blankt blevet afvist af McConnell.

Og så kan forhandlingerne, om hvordan sagen skal forløbe, ellers gå i gang.

Det forventes, at de omkring 13 demokrater, som skal fungere som en slags anklagere i Senatet og fremlægge sagen, vil blive udpeget af formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Samtidig har formanden dog gjort det klart, at indtil Demokraterne er sikre på, at processen i Senatet vil være fair, bliver der ikke udpeget nogle navne, og sagen vil heller ikke blive sendt videre.

Hvordan fungerer en rigsretssag? Det kan du se mere om her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk