Homoseksuelle par og enlige mænd i Israel kan snart med loven på deres side få børn med hjælp fra rugemødre.
Landets højeste retsinstans har torsdag besluttet, at staten skal give dem de samme rettigheder som heteroseksuelle par.
Derfor skal landets love nu indrettes herefter i løbet af et år.
LGBT-organisationer roser beslutningen som et historisk skridt.
Indtil nu har kun heteroseksuelle par og enlige kvinder, der ikke selv kunne få børn, måttet få hjælp til at få børn med rugemødre.
Homoseksuelle par og enlige mænd har i stedet søgt mod andre lande for at få hjælp fra rugemødre.
Enstemmigt vedtaget af dommere
Retten fandt, at det var både diskriminerende og i strid med loven, at der gælder forskellige rettigheder for de forskellige grupper.
Beslutningen blev vedtaget enstemmigt af i alt fem dommere med Esther Hayut i spidsen.
I en opsummering af dommen, skriver retten, at den hidtidige praksis var en "alvorlig krænkelse af værdigheden for de mænd, der ønsker at indlede en proces med en rugemor, men nægtes at gøre det".
Til nyhedsmediet Ynet siger Hila Peer, der er leder af en LGBT-organisation:
- Dette er en historisk beslutning for staten Israel, for hele LGBT-bevægelsen og for tusindvis af par, der får mulighed for at realisere den ret til forældreskab.
/ritzau/dpa