Historisk kvinde-rumvandring aflyst: Nasa mangler en rumdragt

Rumfartsorganisationen har kun én klargjort dragt i størrelse medium til kvinder, fastslår Nasa.

Det ville have været den første gang i historien, at to kvinder drog sammen afsted på rumvandring.

Men den amerikanske rumfartsorganisation Nasa har været nødt at ændre på en af sine missioner ved Den Internationale Rumstation - af praktiske årsager.

I denne omgang kan det ikke lade sig gøre at sende to kvinder afsted ud i det ydre rum sammen af den simple årsag, at Nasa ikke ligger inde med to kvindelige rumdragter i størrelse medium. De har kun én, der er klar til at blive anvendt uden for rumstationen.

Og da missionen er på fredag, er det ikke muligt at nå at fabrikere en ekstra til lejligheden.

Det skriver den amerikanske rumfartsadministration selv i en pressemeddelelse.

Det var de to amerikanske atstronauter Anne McClain og Christina Koch, der skulle have været afsted sammen.

De to kvindelige NASA-astronauter, Anne McClain (th) og Christina Koch, skulle have været afsted på en rum-mission sammen på fredag. Det bliver nu i stedet den ene af dem, Christina Koch, der tager afsted sammen med en mandlig kollega, Nick Hague. (Foto: FOTO: NASA)

Skulle installere batteri

Missionen på fredag har til formål på ydersiden af rumstationen at installere et lithiumbatteri, der skal bidrage til at drive forskningslaboratoriet. Men det bliver nu i stedet den ene af de to kvinder, Christina Koch, der tager afsted sammen med den mandlige astronaut Nick Hague.

- På McClains første rumvandring fandt hun ud af, at en medium-størrelse hård øvre torso - særligt den indvendige trøje i rumdragten - passer hende bedst. Da der kun kan være én torso i medium-størrelse klar til fredag den 29. marts, vil Koch bære den, skriver Nasa.

Den erfarne astronaut Kathy Sullivan siger til mediet Space.com, at hun ser Nasas udfordring som et positivt tegn på, at der er et stigende antal kvinder, der arbejder på højt niveau inden for astronomi og rumfart.

- Dét, der virkelig gør mig tilfreds, er, at det ikke er et stunt, men at det er konsekvensen af, at der nu er nok kvinder med astronaut-rank, siger Kathy Sullivan til Space.com.

Den første kvinde i rummet var russeren Valentina Teresjkova. Hun blev den 16. juni i 1963 sendt ud i rummet med rumskibet Vostok 6.

Opdateret med video.

Facebook
Twitter