Historisk sag afsluttet: Tysk nynazist får livstid for ti drab

Kvinden var en del af en højreekstremistisk terrorgruppe, der gennemførte flere racistiske drab.

Beate Zschäpe er dømt for at have deltaget i planlægningen og udførelsen af racistisk motiverede drab på ti personer - ni med indvandrerbaggrund og en kvindelig politibetjent. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Efter en næsten fem år lang retssag er der nu faldet dom i en opsigtsvækkende sag mod den tyske nynazistiske terrorgruppe NSU og den hovedanklagede Beate Zschäpe.

Hun er kendt skyldig i drab på ti personer og idømmes livsvarigt fængsel.

Det har retten i München netop afgjort, skriver Reuters og avisen Bild.

Dermed er en af de største straffesager i nyere tysk historie afsluttet. Den 43-årige Beate Zschäpe er det eneste overlevende stiftende medlem af gruppen og har nægtet sig skyldig.

Ud over Beate Zscäpe var fire mænd tiltalt for forskellige grader af medvirken blandt andet for at skaffe våben og penge til gruppen.

Drab og attentater

Nationalsozialistischer Untergrunds (NSU) aktiviteter begyndte for alvor tilbage i 2000 og varede indtil 2011, hvor politiet begyndte at optrevle gruppen.

I den periode nåede den højreekstremistiske gruppe at begå ni racistiske mord, myrde en kvindelig politibetjent, gennemføre to bombeattentater og udføre 15 bankrøverier - alt sammen i Tyskland. De er disse drab, som Beate Zschäpe er kendt skyldig i at have planlagt og gennemført.

Da politiet nåede frem til nogle af gruppens medlemmer, begik to af dem - Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt - selvmord. Beate Zschäpe sprængte ifølge anklagemyndigheden gruppens tilholdssted i luften, inden hun blev anholdt.

Retssagen begyndte tilbage i 2013 og har kørt over 430 retsmøder.

Demonstrationer foran retten

Sagen har fra begyndelsen haft stor bevågenhed - både fra medierne og offentlighedens side. Under retssagen i dag var flere interesserede borgere mødt op for at få en plads i retslokalet.

En af dem er 16-årige Malika Scheller, der har talt med avisen Bild. Hun stod i kø fra i går klokken 23.30 for at være sikker på at komme ind.

- Jeg vil gerne opleve, hvordan stemningen er i retssalen. Det er ikke en almindelig proces. Og så vil jeg gerne se demonstrationerne udenfor bagefter, sagde hun til den tyske avis, inden retssagen gik i gang.

Under flere af retsmøderne har der være demonstrationer. Både mod NSU og Beate Zschäpe, men også mod politiets indsats i sagen. De er blevet kritiseret for at være flere år om at finde frem til medlemmer af NSU. Under demonstrationerne i dag var der blandt andet skilte med ordene "Beate handlede ikke alene. Hvor er hendes medsammensvorne?".

  • Flere mennesker er mødt op foran retten i Munchen. En demonstrant holder et skilt med ordene "NSU, stat og nazister hånd i hånd". (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)
  • Politiet er blevet kritiseret for at være flere år om at finde frem til medlemmer af NSU. På et banner står der: "Beate handlede ikke alene. Hvor er hendes medsammensvorne". (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)
  • Flere politifolk er placeret foran retten på dagen, hvor der bliver afsagt dom. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)
  • "Alle mordere bør blive identificeret", står der på et skilt blandt demonstranterne. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)
1 / 4
Facebook
Twitter