Hjælp til afghanere flyves til Dubai

Milliarder af kroner i kontanter flyves ud af Afghanistan til Dubai. Nu slår den amerikanske regering bak, for pengene kan komme fra den internationale bistand.

Over 18 milliarder kroner i sedler pakket i kufferter er de seneste tre år blevet fløjet ud af Kabul lufthavn. Mange af pengene havner i Dubai ved Den Persiske Bugt.

Det får alarmklokkerne til at ringe hos den amerikanske regering. Meget tyder på, at en del af pengene kommer fra den internationale bistand til Afghanistan, som magtfulde klanledere og embedsmænd har bemægtiget sig.

Et af de mest korrupte lande

Alvoren blev understreget onsdag, da den amerikanske justitsminister, Eric Holder, landede i Kabul for at mødes med afghanske ledere og amerikanske embedsmænd for at finde måder at stoppe den voldsomme korruption.

Transparency International, der holder øje med svindel i lande jorden over, betegner Afghanistan som et af de mest korrupte lande overhovedet.

Holders besøg kommer, efter at Kongressen tidligere på ugen blokerede bistand til genopbygning for 3,9 milliarder dollar (knap 24 milliarder kroner).

De kontanter, der flyves ud fra Kabul lufthavn, er usædvanligt store beløb i forhold til Afghanistans bruttonationalprodukt på 13,5 milliarder dollar.

Selv D-Mark flyves ud

Toldere i Kabul lufthavn oplyser, at de mange kontanter, der flyves ud, er amerikanske dollar, saudiarabiske riyaler, pakistanske rupier og norske kroner. Selv forældede tyske mark, der stadig kan omveksles, er med i forsendelserne.

De fleste af pengene, der strømmer gennem lufthavnen, ekspederes af såkaldte hawalas. Det er særlige pengekontorer i den muslimske verden, der specialiserer sig i pengeoverførsler, og som har eksisteret i flere hundrede år.

Hawalas er lovlige, men pengestrømmen er som oftest svær at følge. De foregår som en direkte kontakt mellem pengekontorer i Afghanistan og for eksempel Dubai. Pengene afleveres til et pengekontor i Afghanistan, som meddeler et pengekontor i Dubai, at pengene skal udbetales der. Ingen blander sig i, hvordan de indbyrdes løser transaktionen.

En del af de 14 milliarder dollar, som Nato-landene sidste år brugte på bistand til Afghanistan, kan forsvinde ud af landet på den vis, skriver Wall Street Journal. Det samme kan penge fra Taliban-oprørere og narkokonger.

Facebook
Twitter