Hjælpen til Congo er utilstrækkelig

Der er hjælp på vej til nødstedte i Congo, men den er helt utilstrækkelig, siger en dansk journalist, der har opholdt sig tre dage i området.

Indbyggere forlader Goma, selv om våbenhvilen i Congo indtil videre ser ud til at holde. Men den nødhjælp, der er på vej, rækker ikke, siger en dansk journalist. (Foto: © Walter Astrada, Scanpix)

Politikens Afrika-korrespondent Jesper Strudsholm har netop været på reportagerejse i det østlige Congo, og hans vurdering efter tre dage i byen Goma er ikke opmuntrende.

Strudsholm besøgte blandt andet en af FN-styrkens forposter og mærkede her en stor frustration over kun at være tilskuere til diverse overgreb og kampe. Men FN-styrken i Goma og omegn tæller kun 800 mand, den er utilstrækkeligt bevæbnet og opererer under et vagt mandat.

Manglende vilje til at gøre en forskel

Om den aktuelle humanitære situation i Goma og omegn, siger Jesper Strudsholm:

- Dagens hjælp udgør kun 12 lastvogne med diverse fornødenheder og den er kommet noget sent af sted.

- I det hele taget mærker jeg en manglende evne og vilje til at ville gøre en forskel. Strudsholm besøgte en flygtningelejr uden for Goma, hvor det kun var lykkedes at få nogle få proteinkiks frem til børnene. Altsammen i skærende kontrast til den massive hjælp der væltede ind til Goma i 1990'erne. Jeg oplever en massiv donortræthed - verdenssamfundet er træt af Goma og Congo, siger Politikens Afrika-korrespondent.

Fredsaftale inden længe

Jesper Strudsholm forventer at der nok skal komme en fredsaftale på plads inden længe, men hvor effektiv den bliver, er et helt andet spørgsmål.

Det er meget svært at finde et alternativ til de eksisterende magtforhold i Congo, selv om landet på papiret har en demokratisk valgt regering, siger Strudsholm: - Korruption og magtmisbrug er svimlende - og tidligere folkemordere huserer stadig trods FN-styrkens mandat til at indfange dem.