Hjemvendt migrant: Folk kommer for at se på mig, fordi de troede jeg var død

Tusindvis af migranter bliver reddet fra de berygtede libyske fangelejre og sendt retur til deres hjemlande.

El Hadj Dam Diop er en af de mange afrikanske migranter, der strander i Libyen.

El Hadj Dam Diop tager sig til hovedet.

- Åh, du får mig til at tænke på, hvordan det var i Sabratha i Libyen, siger han til mig.

Sabratha er en by på den libyske kyst, hvor mange tusinde afrikanere er hoppet i skrøbelige både med kurs mod Europa. El Hadj Dam Diop kom aldrig så langt.

Det, jeg så i Libyen, håber jeg aldrig at se igen.

El Hadj Dam Diop

Han blev fanget af en libysk milits, fik stjålet alle sine penge, sin telefon og blev smidt i fængsel. Drømmen om Europa blev slukket.

Det her var ren overlevelse.

- Det, jeg så i Libyen, håber jeg aldrig at se igen. Hver dag hørte vi skud, og vi så andre blive dræbt for øjnene af os, og der var intet vi kunne gøre, siger han.

15.000 migranter skal sendes hjem

El Hadj Dam Diop fortæller historien hjemme hos sig selv i landsbyen Fass Kane i Senegal. Midt i den ulykke, han mødte i Libyen, var han så heldig at blive en del af den redningsaktion, der lige nu foregår for at få tømt de libyske migrantlejre.

15.000 migranter skal efter planen sendes hjem inden årets udgang. Specialchartrede fly fra FN's migrantorganisation, IOM, letter jævnligt fra Tripoli med kurs mod Nigeria, Elfenbenskysten, Guinea, Gambia og Senegal.

Lige nu handler det om at redde livet for de migranter, der er strandet i Libyen.

Jo-Lind Roberts, chef for IOM i Senegal

- Lige nu handler det om at redde livet for de migranter, der er strandet i Libyen, fortæller chefen for IOM i Senegal, Jo-Lind Roberts.

Operationen blev sat i værk, efter at tv-stationen CNN i sidste måned kunne afsløre, hvordan migranter i Libyen blev solgt som slaver, og på et topmøde mellem den Afrikanske Union og EU blev man for små tre uger siden enige om at skride ind.

- Det er ikke altid nemt, nogle steder har vi rigtig svært ved at få adgang, men vi bevæger os i den rigtige retning, og kan få flere og flere hjem, fortæller Jo-Lind Roberts.

Alle troede, han var død

El Hadj Dam Diop var lykkelig for at forlade Libyen, men knap så meget ved udsigten til at vende hjem.

Siden jeg kom hjem, er der hver dag folk, der er kommet til huset for at se på mig, bare for at være sikre på, at jeg ikke er død.

El Hadj Dam Diop

Den 24-årige er familiens yngste, og han har det meget dårligt med, at han ikke kan tage noget med til familien.

Hans mor, Sokhma Kane, er til gengæld glad. Hun var overbevist om, at han var død og troede ikke på det, der skete den 7. december.

- Telefonen ringede, og det var min datter, der fortalte mig, at min søn var landet i lufthavnen. Jeg sagde: Nej, han er død. Nej, nej, han er i live, tag det roligt, sagde min datter. Nej, jeg tror ikke på dig, svarede jeg, fortæller Sokhma Kane.

El Hadj Dam Diop var væk i lidt over et år, og alle i landsbyen var overbeviste om, at han var død.

- Siden jeg kom hjem, er der hver dag folk, der er kommet til huset for at se på mig bare for at være sikre på, at jeg ikke er død, fortæller han.

Skulle aldrig være taget afsted

Han har stadig en drøm om at forlade Senegal, og han vil allerhelst til Tyskland. Men de voldsomme oplevelser i Libyen har gjort, at han i hvert til fald lige nu kun vil afsted, hvis han kan komme lovligt til Europa.

- Jeg skal aldrig tilbage til Libyen. Hvis jeg havde vidst, hvad der ventede mig, var jeg aldrig taget afsted, siger El Hadj Dam Diop.

Hans mor kigger hver dag ind på værelset, hvor El Hadj Dam Diop sover. Hun vil være sikker på, at hans taske stadig er der, at han ikke er taget afsted igen.