Høj valgdeltagelse i Spanien

Deltagelsen i det spanske parlamentsvalg er ifølge indenrigsminsiteriet så godt som den samme som i 2004.

Vælgere i højt humør på et afstemningssted i Algodonares i Andalusien. (Foto: Christina Quicler © Scanpix)

Deltagelsen i det spanske parlamentsvalg er ifølge indenrigsministeriet så godt som den samme som i 2004.

40,4 procent

Klokken 14 lokal tid var valgdeltagelsen på 40,46 procent, mod 41,02 procent på samme tidspunkt i 2004, skriver dagbladet El Pais på sin hjemmeside.

Valgdeltagelse var høj i 2004, som en direkte reaktion på det blodige terrorangreb mod lokaltog i Madrid få dage før valghandlingen.

Den samme virkning er tænkelig efter at formodede baskiske ETA-terrorister fredag dræbte Isaias Carrasco, der har repræsenteret socialistpartiet i et byråd i Baskerlandet.

Nationalt svar

Hele det politiske spektrum har efter drabet appelleret til vælgerne om at gøre valget til en massiv manifestation mod terrorismen og for demokratiet.

- Det er borgernes fejring af det deltagende demokrati, og det er endnu en lektion til den terroristiske organisation ETA, sagde spidskandidaten for det Forenede Venstre, Gaspar Llamazares, da han afgav sin stemme i en forstad til Madrid.

35 millioner borgere har stemmeret i dagens valg. Førstegangsvælgerne udgør 1,7 millioner.

Resultatet ventes omkring klokken 22.30 lokal tid.

Facebook
Twitter