Højesteret: Costa Concordias kaptajn skal 16 år i fængsel

"Kaptajn Kujon" blev han kaldt efter krydstogtskibets katastrofale forlis. Nu sætter højesteret i Italien punktum for sagen.

32 mennesker mistede livet, da Costa Concordia gik på grund i januar 2012. (Foto: Stringer/Italy © Scanpix)

Italiens øverste domstol stadfæster dommen mod kaptajn Francesco Schettino fra det forliste krydstogtskib Costa Concordia.

Dermed står den tidligere dom på 16 års fængsel fast, rapporterer italienske medier.

32 mennesker mistede livet ved den katastrofale ulykke i januar 2012 ud for den italienske ferieø Giglio.

Francesco Schettino fik tilnavnet "Kaptajn Kujon" for sin opførsel under ulykken.

Han begik en alvorlig fejl, da han forsøgte at sejle tæt på land med sit skib. Det ramte et skær og væltede rundt, hvorved der blev revet hul i siden på krydstogtskibet. De cirka 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer måtte evakueres i mørket, og anklagerne har under retssagen hævdet, at kaptajnen kunne have reddet alle ved at beordre skibet evakueret øjeblikkeligt.

Stik imod søens regler forlod han skibet, mens der stadig var folk i nød om bord.

Costa Concordia lå delvist under vand ved ferieøen i mere end to år, før skibet blev bugseret på højkant og trukket væk i en kompleks bjærgningsaktion.

Kaptajnen har undervejs i retssagen forsøgt at placere en del af ansvaret for forliset hos sin besætning. Han har også hævdet, at han faldt ned i en redningsbåd og derefter blev beordret til ikke at vende tilbage til det delvist kæntrede skib.

/DR Nyheder/