Højreekstremist anholdt: Breivik er en formidabel aktivist

En højreekstremistisk norsk blogger, der støtter Breiviks ideologi, er blevet anholdt, fordi politiet frygter, at han vil gøre alvor af en angreb.

Eivind Berge hævder selv, at han først og fremmest er antifeminist. Han forsvarer blandt andet voldtægt og politidrab, fordi han er imod det, han kalder feministiske love. (© NRK)

Norsk politi har anholdt den 34-årige højreekstremistiske blogger Eivind Berge, der skriver under pseudonymet Arpagus. I sine skriverier har han støttet dele af Breiviks ideologiske budskab, der førte til terrorangrebet den 22. juli sidste år.

- Jeg havde ingen idé om, at en formidabel aktivist som Anders Behring Breivik i årevis havde planlagt et angreb, som skulle vise verden, hvad vikinger er lavet af, skrev han efter angrebet, der dræbte 77 mennesker.

- Endelig skete der noget

Over for bt.no fulgte han efter terrorangrebet op på sit budskab:

- Jeg blev positivt overrasket efter 22. juli. Endelig skete der noget, sagde han i et interview.

Norsk politi har nu anholdt bloggeren, fordi det frygter, at han har planer om at gøre alvor af et angreb mod politimænd.

- Den sigtede har de seneste måneder og særligt i slutningen af juni fremsat udtalelser på sin blog, som efter politiets opfattelse opfordrer til og forherliger til drab på polititjenestemænd, siger politiadvokat Rudolf Christoffersen til NRK.

Andre kan være involveret

Den højreekstremistiske blogger skrev blandt andet på sin Twitter-profil:

- Hurra! Politimand dræbt af skud sammen med venstrefolk.

Det kan være denne slags udmeldinger, der er årsag til, at politiet nu har anholdt manden.

- Der har været en ændring i det, han skriver. Vi er usikre på, hvor mange sympatisører, han har, og om der er andre involveret, forklarer Rudolt Christoffersen.

Berge er sigtet for at opfordre til strafbare handlinger, og der arbejdes nu på at finde en forsvarer til ham.

Facebook
Twitter