Højrenationales kongres: Massive protester mødt med vandkanoner og pebersprays

I Hannover protesterer flere tusinder ved det tyske parti Alternative für Deutschlands første partikongres.

  • Politiet i Hannover har lørdag morgen anvendt vandkanoner og peberspray for at opløse de massive demonstrationer og blokader mod det tyske indvandrerkritiske og nationalistiske parti AfD's første partikongres. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)
  • Ifølge den tyske tv-kanal ARD er ti demonstranter blevet tilbageholdt efter de voldsomme sammenstød med politiet lørdag morgen og formiddag. (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)
  • Tyske uropatruljer var samlet på vejen mod kongrescenteret i Hannover for at blokere for demonstranterne. (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)
  • Der har været flere demonstrationer i den tyske by Hannover, hvor flere allerede var på gaden fredag aften med skilte med budskabet "Velkommen flygtninge". (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)
  • Tysk politi har morgenen igennem måttet omdirigere trafikken i Hannover, hvor demonstranterne ifølge den tyske avis Bild har forsøgt at blokere adgangen til kongrescenteret, hvor AfD afholder partikongres. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
  • Allerede fredag aften var de første demonstranter samlet, og i løbet af lørdagen bevægede flere demonstrationer sig fra kongrescenteret ind mod centrum af Hannover. (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)
  • Flere hundrede betjente var sat til at sørge for, at demonstrationerne i Hannover foregik fredeligt. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
  • Blandt demonstranterne er respræsentanter for flere fagbevægelser samt den antifacistiske bevægelse Antifa. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
  • Både demonstranter og betjente er blevet såret under sammenstødene lørdag morgen. Blandt andet har en demonstrant brækket benet, mens en betjent ifølge den tyske tv-station ARD er såret efter et flaskekast. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
  • Det stærkt nationalistiske parti AfD gik til valg på en skrap indvandrerpolitik og har fået demonstranter til at medbringe skilte med teksten "Hannover er imod nazister". (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)
  • De massive protester og forsøg på at blokere indgangen til kongrescenteret forsinkede AfD's første partikongres siden valget. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
  • Politiet i Hannover havde vandkanonerne fremme mod de mange demonstranter, der lørdag gik på gaden i centrum af byen for at protestere mod Alternativ für Deutschlands partikongres. (Foto: PETER STEFFEN © Scanpix)
  • Udover fagbevægelser og antifacistiske bevægelser tog også medlemmer af det centrale råd for muslimer i Tyskland del i protesterne. "Ingen had og fjendskab i vores gader og på internettet. Nej til anti-jødisk racisme. Nej til anti-muslimsk racisme. Nej til alle former for racisme og ekstremisme, lød det fra formanden for ZMD Niedersachsen, Belal El-Mogaddedi ifølge ndr.de. (Foto: PETER STEFFEN © Scanpix)
  • Politiets brug af vandkanoner er allerede blevet kritiseret af det socialistiske parti Die Linke i Niedersachsen. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)
1 / 14

516 nyvalgte AfD-delegerede er i dag samlet i kongrescenteret i den tyske by Hannover. Alle klar til partiets første kongres, siden det blev valgt ind i slutningen af september.

Men samlet i Hannover er også omkring 6500 demonstranter, som er gået på gaden for at vise deres utilfredshed med Tysklands tredjestørste parti, der ved valget i september endte med 12,6 procent af stemmerne.

Med slagord som “Nationalisme er ikke et alternativ” og “Vores Hannover, farverig og solidarisk" marcherede de mod kongrescenteret, og trods temperaturer omkring frysepunktet udviklede sammenstød med politiet sig lørdag morgen så voldsomt, at politiet så sig nødsaget til at anvende vandkanoner mod demonstranterne.

- Efter flere sammenstød i bydelen zooviertel, hvor politifolk blev såret, er situationen faldet til ro. I øjeblikket deltager demonstranterne i mødet "Vores alternativ hedder solidaritet" på Theodor Heuss Plads, skrev politiet i Hannover på Twitter lørdag formiddag.

Mindst ti demonstranter er ifølge Ritzau blevet anholdt.

På partikongressen forventes det, at AfD får valgt en ny formand. Efter den midtersøgende Frauke Petry forlod partiet allerede inden valget, er der nu en ledig plads til at lede partiet sammen med Joerg Meuthen.

Facebook
Twitter