Højreorienteret tysk parti vil klage over homoægteskaber

Flere tyske politikere mener, at ny lov om homoægteskaber strider mod den tyske grundlov.

Ægteskaber mellem mennesker af samme køn skaber en værdi-vilkårlighed, som kan "skader vores samfund", siger en af AfD-spidskandidater Alexander Gauland. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Et stort flertal i det tyske parlament gav fredag homoseksuelle ret til at gifte sig.

Den beslutning vil det EU- og indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland nu klage over til forfatningsdomstolen, skriver Spiegel.

De får opbakning fra blandt andre den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der mener, at den nye lov kan stride mod forfatningen, da det i den tyske grundlov står, at ægteskabet er pagt "mellem mand og kvinde".

Også den tidligere præsident for forfatningsdomstolen, Hans-Jürgen Papier mener, at loven er forfatningsstridig.

AfD-spidskandidat lever i lesbisk forhold

Alternative für Deutschlands ene spidskandidat Alice Weidel lever selv i et forhold med en anden kvinde, som hun har to børn med. Hun har dog selv talt mod homoægteskaber med henvisning til, at de er grundlovsstridige, og at partiet ikke ønsker ændringer af det.

Alice Weidel lever i et forhold med en anden kvinde og deres to børn. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Partiets anden spidskandidat Alexander Gauland siger dog i forbindelse med klagen til forfatningsdomstolen, at ægteskaber mellem mennesker af samme køn skaber en værdi-vilkårlighed, som "skader vores samfund".

Også andre medlemmer af partiet er kendt for at have stærke holdninger mod homoseksuelle. En AfD-politiker i Sachsen-Anhalt skabte i sidste måned overskrifter, da han under en debat antydede, at homoseksualitet burde være forbudt i Tyskland.

Spørgsmålet skaber også splittelse i andre af landets partier, hvilket netop var grunden til, at Angela Merkel lod det være op til de enkelte medlemmer at Forbundsdagen at stemme for eller i mod det nye lovforslag.

- Sig dog det til Frau Weidel

Alternative für Deutschlands ytringer om emnet har også skabt en del debat på de sociale medier. Blandt andet da partiet tidligere på ugen sendte et billede af fem rødklædte mennesker ud på Twitter med teksten "Det er en familie".

- Sig dog det til Frau Weidel, lød det blandt andet i en kommentar.

Teksten til billedet forklarede dog ikke, hvem der på billedet var moren og faren, og det kunne måske misforstås og førte derfor til en del kommentarer på det sociale medie.

- Det er Kathrin med sin kone Sarah og donorfaren til deres to børn. Jeg vidste ikke, at I tænker så progressivt AfD. Det havde jeg ikke troet, lyder det i en kommentar men en grinende smiley til.

- Min far opdrager sine tre døtre alene, er selvstændig, sund og overlykkelig. Er det ikke en familie?, skriver en anden.

https://twitter.com/AfDBerlin/status/879767775333502978

Facebook
Twitter