Høretab blandt USA-diplomater i Cuba kan være et angreb

Bizarre høretab blandt diplomater i Havana kan skyldes en enhed plantet af Cuba eller Rusland, mener USA.

Den amerikanske ambassade i Havana i Cuba blev genåbnet i 2015, og i efteråret 2016 begyndte fem diplomater at få problemer med hørelsen. (Foto: ALEXANDRE MENEGHINI © Scanpix)

USA mistænker en lydenhed for at være årsag til, at fem amerikanske diplomater på ambassaden i Havana i Cuba har fået alvorlige høretab.

Ambassaden åbnede igen i 2015, og i efteråret 2016 begyndte en række amerikanske diplomater at lide af uforklarligt høretab, og nogle af symptomerne var så alvorlige, at de måtte afbryde deres ophold i Cuba og vende tilbage til USA.

Efter måneder med efterforskning konkluderede amerikanske embedsmænd, at diplomaterne havde været udsat for en avanceret enhed, der havde udsendt en lyd, som det menneskelige øre ikke kan registrere.

Talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium Heather Nauert oplyser, at USA gengældte undersøgelsens konklusion ved at udvise to cubanske diplomater fra ambassaden i Washington 23. maj.

I en erklæring fra det cubanske udenrigsministerium, blev man her informeret om hændelserne 17. februar.

Ministeriet har oprettet en ekspertkomité, der skal analysere hændelserne, og cubanske myndigheder har øget sikkerheden omkring den amerikanske ambassade i Havana og ved de amerikanske diplomaters hjem.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, er også i færd med at undersøge sagen.

Embedsmænd oplyser videre, at efterforskerne desuden undersøger muligheden for, at hændelserne er blevet udført af et tredje land som eksempelvis Rusland uden Cubas kendskab.

/ritzau/

Facebook
Twitter