Det ser meget lyst ud for det hollandske Frihedsparti, der er stærkt indvandrer- og islamkritisk og har den omstridte politikere Gert Wilders i spidsen.
Partiet har klaret sig overordentlig godt ved kommunalvalget i går. I byen Almere leder Frihedspartiet og i Haag er det nummer to ifølge de foreløbige stemmeoptællinger. Det er første gang partiet stiller op til kommunalvalg, og det er kun opstillet i de to byer.
Største parti
Samtidig viser en meningsmåling at Frihedspartiet, som har modstand mod muslimsk indvandring som et af sine kernepunkter, ville blive det største parti i det hollandske parlament, hvis der var valg nu. Der skal være valg i Holland til juni.
- Den venstreorienterede elite tror stadig på et multikulturelt samfund, på at tækkes kriminelle, på en europæisk superstat og på høje skatter, tordnede Gert Wilders i aftes da stemmelokalerne til kommunalvalget var lukket.
Hvis Frihedspartiet klarer sig så godt ved parlamentsvalget, som meningsmålingen tyder på, kan det blive meget svært for de kristelige demokraters leder Jan Peter Balkenende at danne en ny, stærk koalitionsregering uden Frihedspartiet.
Balkenendes regering brød sammen i sidste måned, og den sidder nu som forretningsministerium indtil valget den 9. juni.