Holland har måske støttet islamister i Syrien

Hollands regering har muligvis sendt biler og uniformer til en militant islamistisk gruppe i Syrien.

Henover grænsen mellem Tyrkiet og Syrien har Hollands regering fra maj 2015 og frem til foråret i år sendt blandt andet pick-up trucks, uniformer, madvarer og telefoner til 22 grupper i Syrien. (Arkivfoto fra krigen i Syrien) (Foto: STRINGER © Scanpix)

Med billeder af kampvogne, der får støvet til at rejse sig i en sky langs den tyrkisk-syriske grænse, indledte hollandsk tv mandag sin beretning om Hollands regerings mulige hjælp til islamister.

Henover grænsen har Hollands regering fra maj 2015 og frem til foråret i år sendt blandt andet pick-up trucks, uniformer, madvarer og telefoner til 22 grupper i Syrien - grupper, regeringen selv beskriver som bevæbnede, men moderate i Syrien.

Mål: Oprette kalifat

Heriblandt er ifølge hollandske medier også gruppen Jabhat al-Shamiya - en gruppe, Hollands eget justitsministerium beskriver som salafistisk og jihadistisk og med det erklærede mål at oprette et kalifat.

Det viser en undersøgelse foretaget af det dybdegående nyhedsprogram Nieuwsuur og avisen Trouw.

Ville undgå jihadister

Regeringen i Den Haag havde ellers lovet kun at støtte grupper, der ikke samarbejder med jihadister.

- Nu tyder alt på, at Holland har været med til at overtræde menneskerettigheder og har samarbejdet med jihadister. Det er lige det, vi ville undgå, reagerer formand for ét af regeringskoalitionens partier, nemlig Kristendemokraternes formand Gert-Jan Segers.

Ingen våben

Grupperne modtog ingen våben af den hollandske stat, fastholder regeringen.

- Vi undersøger, om der er gået noget galt, lød det senest fra Hollands premierminister, Mark Rutte.

Oppositionen venter utålmodigt på svar fra den undersøgelse - den øjner en mulighed for at fælde regeringen.

Facebook
Twitter