Hollande lægger an til at lukke Frankrigs ældste atomkraftværk

Efter pres har bestyrelsen i Frankrigs nationale elselskab accepteret en erstatning på mindst 3,3 milliard kroner for at lukke landets ældste atomkraftværk.

Det omstridte atomkraftværk ligger ved Fessenheim i det østlige Frankrig. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

I Frankrig er vejen banet for at lukke Frankrigs ældste og mest omstridte atomkraftværk.

Det sker, efter bestyrelsen i det nationale elselskab, Electricité de France, har taget imod et tilbud fra regeringen om en erstatning på mindst 3,3 milliard kroner.

Beslutningen er truffet trods modstand fra fagforeningerne. Samtlige medarbejderrepræsentanter i elselskabets bestyrelse stemte nej og har truet med blokade, hvis beslutningen føres ud i livet.

Forleden demonstrerede også lokale mod lukningen, der ligger ved den lille østfranske by Fessenheim.

- Vi vil ikke dø. For hvis kraftværket lukker, vil der ikke være noget her. Der er tale om 2.000 job, fortalte Fessenheims borgmester, Claude Brender, i den anledning til tv-stationen France 2.

Beslutningen er kommet i stand efter massivt pres fra præsident François Hollandes regering.

I forbindelse med sin tiltrædelse i 2012 lovede François Hollande en plan for at reducere den omfattende franske produktion af atomenergi med en tredjedel.

Ligger i jordskælvszone

Første skridt skule være lukningen af atomkraftværket i Fessenheim, der ligger i en jordskælvszone nær grænsen til Tyskland og Schweiz.

To nabolande, der for længst er begyndt at afvikle atomkraften. Og som gerne så, at Frankrig som minimum lukkede, hvad man betragter som ikke bare landets ældste, men også farligste anlæg.

Men i Frankrig er det gået trægt.

Blandt andet har det nationale elselskab krævet erstatning for tabt fortjeneste, da Fessenheim-anlægget indtil videre har sikkerhedsgodkendelse til at fortsætte.

Men efter at have tilbudt Electricité de France en pæn gulerod for tabt fortjeneste er der altså nu udsigt til, at François Hollande som en af sine sidste handlinger som fransk præsident kan underskrive et dekret, der sætter dato for en lukning. Formentlig i slutningen af 2018.

Truer med omstødelse

Føljetonen om det symbolske atomkraftværk er dog langtfra slut og er allerede blevet en del af valgkampen forud for forårets præsidentvalg.

Flere af François Hollandes efterfølgere, herunder ikke mindst den borgerlige præsidentkandidat François Fillon, har truet med at omstøde beslutningen.

- Atomkraften er en fransk rigdom. Man skal derfor modernisere atomkraften og frem for alt ikke lukke atomkraftværker, sagde François Fillon i en tv-debat i november, kort inden han vandt Republikanernes primærvalg.

FacebookTwitter