Hollands dronning overlader tronen til sin søn

Tirsdag får Holland ny konge. Det sker efter, at dronning Beatrix abdicerer. Det er mere end 100 år siden, at Holland har haft en konge.

I morgen overtager 46-årige Willem-Alexander tronen i Holland efter Beatrix, der abdicerer efter 33 år på tronen. (Foto: Jerry Lampen © Scanpix)

Tirsdag bliver den 46-årige kronprins Willem Alexander udnævnt til konge af Holland. Det sker officielt ved en stor ceremoni i en kirke i Amsterdam.

Den officielle ceremoni går igang klokken 10.00 tirsdag formiddag. Det er her, dronning Beatrix vil abdicere efter at have siddet på tronen i 33 år. Det sker i Moses-salen på kongeslottet i Amsterdam.

Her vil formanden for det hollandske senat og formanden for repræsentanternes hus, statsrådet og den kongelige familie også være til stede.

Desuden vil der være repræsentanter for de andre stater i Nederlandene udover Holland: Aruba, Curaçao og St Maarten.

Tradition i Holland

Beatrix vil holde en kort tale. Herefter vil selve abditionen blive læst højt, og Beatrix samt vidnerne skriver under på papiret.

Sidste gang Holland havde en konge var, da Willem-Alexanders tip-tip oldefar William III regerede. Han døde i 1890.

Dronning Beatrix bliver til prinsesse Beatrix, og kronprins Willem Alexander bliver konge, mens hans hustru Maxima får titlen dronning.

I andre europæiske lande er det ikke tradition, at statsoverhovederne abdicerer. Men lige netop Holland er en undtagelse blandt de traditionsrige kongehuse i Europa, hvor monarkerne ellers bliver, til livet slutter.

Facebook
Twitter