Hollandsk anklager: Formodet gerningsmand havde 'radikaliserede ideologier'

Den 37-årige mand vil blive stillet for en dommer i morgen.

Blomster ved gerningsstedet i Utrecht, Holland. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Den mand, som er mistænkt for at have skudt og dræbt tre personer på en sporvogn i Utrecht i mandags, havde "radikaliserede ideologier" og handlede med terror som hensigt.

Det er dog fortsat uklart, om motivet for angrebet var terror alene. Det oplyser den hollandske anklagemyndighed ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- Vi undersøger lige nu, om den mistænkte udelukkende handlede med terror til hensigt, eller om hans handlinger var motiveret af personlige problemer kombineret med en radikaliseret ideologi, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP fra anklagemyndigheden.

Myndighederne er af den overbevisning, at den mistænkte handlede alene, men slår samtidig fast, at efterforskningen stadig er i gang.

Stilles for en dommer fredag

Den formodede gerningsmand, en 37-årig tyrkisk-født mand, vil blive stillet for en dommer bag lukkede døre i morgen fredag. Han vil enten blive sigtet for manddrab eller for manddrab med terror til hensigt, samt for forsøg på manddrab eller manddrab med terror til hensigt og for trusler om terror.

Han skal derudover gennemgå en mentalundersøgelse, oplyser anklagemyndigheden.

Angrebet fandt sted klokken 10.45 mandag formiddag i en sporvogn på 24. Oktoberpladsen i Utrecht. Byens godt 334.000 indbyggere blev bedt om at holde sig indendøre indtil omkring 16.30.

Her blev den mistænkte efter en længerevarende menneskejagt anholdt to kilometer fra gerningsstedet.

Udover de tre dræbte blev fem personer såret under angrebet.

(Foto: Grafik: Emil Torbjørnsson © DR Nyheder)
Facebook
Twitter