Hollandsk graverjournalist i kritisk tilstand efter at være blevet skudt på åben gade i Amsterdam

Tre personer er anholdt i sagen om den 64-årige Peter R. de Vries, der er kendt for sit arbejde med at afsløre den kriminelle underverden i Holland.

Folk stimler sammen på foran politiafspærringen på Lange Leidsedwarsstraat tirsdag aften i Amsterdam, mens politiet er i gang med efterforskningen af skudangrebet på Peter R. de Vries. (Foto: EVERT ELZINGA © Ritzau Scanpix)

En kendt hollandsk graverjournalist ved navn Peter R. de Vries er blevet skudt på åben gade i Amsterdam og er alvorligt såret.

Det oplyser hollandsk politi i en pressemeddelelse tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

64-årige de Vries er en af Hollands mest kendte journalister. Han er blevet kendt for sit arbejde med at afsløre den kriminelle underverden.

Journalisten blev skudt på gaden Lange Leidsedwarsstraat, der ligger nær en af Amsterdams største offentlige pladser, hvor han tidligere på aftenen havde været på arbejde i et tv-studie.

Politiet oplyser, at de Vries er blevet bragt til et nærliggende hospital i "kritisk tilstand" efter episoden, der fandt sted omkring klokken 19.30.

Den hollandske tv-station RTL rapporterer, at de Vries netop havde forladt mediets studie i det centrale Amsterdam, da han blev ramt af skud i hovedet. Øjenvidner siger til mediet NOS, at journalisten blev skudt på klos hold.

64-årige Peter R. de Vries er en af Hollands mest kendte journalister. Han er særligt kendt for sit arbejde med at afsløre den kriminelle underverden. (Arkivfoto) (Foto: Mischa Schoemaker © Mischa SchoemakerDPPA)

Mindst tre anholdt

Mindst tre personer er blevet anholdt i forbindelse med skyderiet. Det oplyser hollandsk politi ifølge BBC. To af de mistænkte blev anholdt på en motorvej uden for byen, mens en tredje blev anholdt i Amsterdam.

Personen, der affyrede skud mod de Vries, menes at være blandt de anholdte.

Peter R. de Vries vandt i 2008 en Emmy ved den årlige tv-prisuddeling i USA for sit arbejde med at kortlægge teenageren Natalee Holloways forsvinden i Aruba i 2005.

Han har de seneste år været flittigt brugt som kommentator i diverse tv-programmer og som krimiekspert i nyhederne, fordi han er kendt for at have kilder hos både politiet og i underverdenen.

Den 64-årige journalist er tidligere blevet truet af kriminelle i forbindelse med sager, som han har dækket.

De Vries blev skudt på gaden Lange Leidsedwarsstraat i Amsterdam omkring klokken 19.30 i går aftes.

Et angreb på pressefrihed

Hollands premierminister, Mark Rutte, fordømmer tirsdag aften angrebet på et pressemøde. Han kalder det "et angreb på pressefriheden, der er så afgørende for demokratiet og samfundet".

Politiet har endnu ikke givet nogen detaljer om et muligt motiv.

Peter R. de Vries har de seneste år fungeret som rådgiver for et vigtigt vidne og tidligere bandemedlem kaldet Nabil B i en sag mod en formodet narkobaron.

Sagen har tidligere sendt chokbølger gennem Holland, da Nabil B's tidligere advokat blev skudt og dræbt foran sit hjem i Amsterdam i 2019.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk