Hollandske pædofile stifter nyt parti

I morgen lanceres et nyt hollandsk parti, der vil arbejde for nedbringelse af den seksuelle lavalder og lovliggørelse af børneporno og dyresex. Partiet er stiftet af hollandske pædofile.

Det nye parti vil sætte fokus på pædofili. Medlemmerne lover, at de vil "ryste Haag vågen."

Den seksuelle lavalder skal i første omgang sænkes fra 16 til 12 år, og både børneporno og dyresex skal gøres lovligt.

Det er dagsordenen for et nyt parti, der i morgen ser dagens lys i Holland.

Partiet for Næstekærlighed, Frihed og Forskellighed (NVD) er stiftet af pædofile hollændere, der ønsker at at sætte pædofili til diskussion.

- Vi vil ryste Haag vågen, lover partiet på deres hjemmeside.

Gratis tog

Emnet pædofili har været tabu siden den omfattende pædofilisag mod Marc Dutroux i Belgien i 1996, forklarer en af partiets grundlæggere, Ad van der Berg.

- Vi bliver overset. Den eneste vej er gennem Underhuset (i parlamentet, red.), siger Ad van der Berg til avisen Algemeen Dagblad.

Partiet lover dog også andre og lettere fordøjelige emner på partiprogrammet, såsom gratis adgang til at køre med tog i Holland og fri ret til at færdes nøgen på offentlige steder.