Hollandske Spyker køber Saab

Saab sælges til den hollandske sportsvogsfabrik Spyker. Det oplyser General Motors, som i dag ejer Saab.

Efter længere tids usikkerhed synes den svenske bilfabrik at være reddet. (Foto: Olivier Morin © Scanpix)

Den svenske bilfabrik Saab er reddet fra lukning. Ejeren General Motors oplyser, at Saab sælges til den hollandske sportsvognsfabrik Spyker.

Den amerikanske bilgigant skriver på sin hjemmeside, at det er lykkedes at nå til en bindende aftale med Spyker om overtagelse af Saab.

Store underskud

GM har forsøgt at sælge Saab siden januar sidste år, men selv om der har været flere interesserede købere, er handelen endnu ikke gået igennem. Tidligere på måneden meddelte de amerikanske ejere, at de ville begynde afviklingen af af bilfabrikken.

Nyhedsbureauet Bloomberg citerer den hollandske avis de Telegraaf for, at prisen er 350 millioner euro (2,6 milliarder danske kroner). Det meste af betalingen sker i form af aktion i den nye koncern Spyker-Saab.

Spyker solgte 43 biler i 2008 og fik et underskud på 184 millioner kroner.

En del af Saabs rettigheder og teknik til ældre modeller blev for nylig solgt til kinesiske Beijing Automobile for et beløb svarende til en milliard danske kroner.

Unikt mærke

- Dagens meddelelse er store nyheder for Saabs ansatte, bilforhandlere og underleverandører, store nyheder for millioner af Saabs kunder og entusiaster og store nyheder for GM, siger den amerikanske bilfabriks vicepræsident John Smith.

Han tilføjer, at General Motors, Spyker og den svenske regering har arbejdet hårdt og kreativt for en aftale, der kan sikre fremtiden for dette unikke bilmærke, der er blevet et ikon.

Som en del af aftalen giver den svenske regering en garanti for et lån i den Europæiske Investeringsbank på fire milliarder svenske kroner (2,9 milliarder danske kroner).

Facebook
Twitter