Prins Harrys og Meghan Markles bryllup

Hollywood-kendisser, uniformer og tusinder ramt af britisk bryllupsfeber: Prins Harry gift med Meghan Markle

Den britiske prins har sagt ja til den amerikanske skuespiller Meghan Markle på Windsor Castle.

Selv ikke de bedste manuskriptforfattere fra Hollywood kunne have skrevet et bedre eventyr.

En såkaldt blind date mellem en britisk prins og en amerikansk skuespiller, der i dag endte med, at de i dag blev gift foran omkring 600 gæster i Sankt George-kapellet på Windsor-slottet uden for London.

I dag omkring klokken 13.30 dansk tid sagde den britiske prins Harry og den amerikanske skuespiller, 36-årige Meghan Markle, ja til hinanden.

Iført en enkel hvid kjole af den britiske designer for Givenchy, Clare Waight Keller, diadem og meterlangt slør gik bruden det første stykke op ad kirkegulvet, for dernæst at blive ført op det sidste stykke af brudgommens far, prins Charles.

  • Prins Harry og Meghan Markle ved ceremonien i Sankt George's kapel i Windsor forestået af ærkebiskoppen af Canterbury Justin Welby. (Foto: pool © Scanpix)
  • Brudens vielsesring er lavet af walisisk guld og skænket af dronning Elizabeth. (Foto: pool © Scanpix)
  • Meghan Markle ankommer til Sankt George's kapel. (Foto: pool © Scanpix)
  • Der var adskillige brudepiger- og drenge til at følge Meghan Markle op ad kirkegulvet. Heriblandt prins Williams og Kates børn. (© Scanpix)
  • (Foto: pool © Scanpix)
  • Biskop Michael Curry gav en længere tale om betydningen af kærlighed. (Foto: pool © Scanpix)
  • Vielsen fandt sted omkring klokken 13.30 dansk tid. (Foto: pool © Scanpix)
1 / 7

Dekanen af Windsor, David Conner, stod for vielsen, mens selve ægteskabsløftet dog blev ledet af ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.

Efter at parret - og deres gæster - havde bekræftet, at de ville hinanden, læste lady Jane Fellowes, søster til prins Harrys afdøde mor, prinsesse Diana, en tekst op.

Herefter leverede den amerikanske biskop Michael Curry en meget passioneret prædiken, der både fik nævnt Martin Luther King og lagde vægt på betydningen af kærlighed, inden et gospelkor brød ud i en fortolkning af Ben E. Kings berømte 'Stand By Me'.

Så foregik selve vielsen, og bagefter forlod parret Sankt Georges kapel til tonerne af 'God Save The Queen' og blev kørt afsted i en karet i Windsor, før de skal til den første af to receptioner.

Den første afholdes af dronning Elizabeth, den næste, en lidt mindre samling, bliver afholdt af brudgommens far, prins Charles.

Hertuginde og hertug af Sussex

Prins Harry og Meghan Markle bliver med deres ja til hinanden officielt hertug og hertuginde af Sussex.

Den amerikanske skuespiller, bedst kendt fra tv-serien 'Suits', fik på turen i den store Rolls Royce til Sankt Georges kapel følgeskab af sin mor, Doria Ragland, men måtte undvære sin far, Thomas Markle, der står foran en større hjerteoperation.

Meghan Markle med sin mor, Doria Ragland, på vej til Sankt George's kapel. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

Flere tusinder samlet i Windsor for at se bryllup

Hele verden har fulgt med i forberedelserne til det kongelige bryllup, der bliver holdt på Windsor slot uden for London, og hvor flere end 2.000 borgere har været inviteret til at se med helt tæt på.

Prins Harry, der nu er hertug af Sussex med sin forlover og storebror, prins William, hertug af Cambridge. (Foto: Danny Lawson © Scanpix)

Således kunne de se med, da prins Harry omkring klokken 12.30 dansk tid ankom til kirken iført militæruniform sammen med sin forlover og storebror, prins William, samt betragte alle de kongelige og kendte, der formiddagen igennem var mødt frem for at deltage i brylluppet.

Foruden den britiske kongefamilie var blandt andre også prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, og Sarah Ferguson, der tidligere var gift med prins Harrys onkel, prins Andrew, med til brylluppet.

Dronning Elizabeth II var klædt i sart lime med og ankom som en af de sidste gæster til ceremonien i Sankt George's kapel. (Foto: GARETH FULLER © Scanpix)

Berømtheder fra både USA og Storbritannien var også mødt talstærkt frem, heriblandt skuespillerne George Clooney, Tom Hardy og Idris Elba, talkshow-værten Oprah Winfrey og den britiske musiker Elton John samt David og Victoria Beckham.

  • Tidligere landsholdsspiller for England, David Beckham med sin kone, designer og tidligere Spice Girls-medlem, Victoria Beckham. (Foto: Chris Radburn © Scanpix)
  • Den britiske skuespiller Idris Elba og Sabrina Dhowre. (Foto: GARETH FULLER © Scanpix)
  • Tv-vært James Corden og Julia Carey. (Foto: pool © Scanpix)
1 / 3

Omkring 200 gæster er inviteret med til aftenens fest på Windsor slot, hvor parret har fravalgt at modtage gaver og i stedet har udvalgt velgørenhedsorganisationer, som gæsterne kan donere til.

Prins Harry og Meghan Markle har dannet par siden 2016, og i slutningen af november offentliggjorde de, at de skulle giftes i maj.

Facebook
Twitter