Det amerikanske kongresmedlem Clay Higgins har optaget en omdiskuteret video i den tidligere koncentrationslejr i Auschwitz.
Midt i rundvisningen i de berygtede gaskamre i Polen ser politikeren nemlig sit snit til at få afsendt et budskab.
- Derfor skal Homeland Security (USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed) bringes i orden, derfor skal vores militær være uovervindeligt, fastslår Higgins.
Siden videoen blev lagt op på politikerens Facebookprofil i lørdags, har Holocaustmuseet frabedt sig den slags optagelser i de historiske rammer.
- Der burde være ærbødig stilhed i et tidligere gaskammer. Det er ikke en scene, lyder opfordringen på museets Twitterkonto.
Koblingen er upassende, mener blandt andre en fremtrædende nazijæger.
- Folk prøver at bruge Holocaust til alle mulige formål, der ikke har noget med den at gøre. Det er succesens pris, som i nogle tilfælde bestemt er meget svær at acceptere, fortæller Efraim Zuroff, som er leder af den israelske afdeling af Simon Wiesenthal Center, til nyhedsbureauet AP.
Den republikanske politiker har nu trukket videoen tilbage og undskyldt.
Det er ikke første gang, at folks opførsel på jødiske mindesmærker er genstand for debat.
Auschwitz-Birkenau-museet har måtte bede pokémon-spillere udvise mere respekt, og tidligere i år rettede en satiriker fokus på de mange selfie-fotoseancer på Holocaust-mindesmærket i Berlin.
Det har ikke standset fænomenet, for så sent som i sidste måned fik en Hollywood-skuespillerinde kritik, fordi hun tog selfies i betonmonumentet.
Rettelse: Der stod tidligere koncentrationslejren i Auschwitz-Birkenau i første linje. Det er rettet til Auschwitz.