Homoseksuelle i Polen frygter valgresultat: 'Jeg regner med, at jeg havner i fængsel i fremtiden'

Den polske regering står til valgsejr, og landets LGBT-miljø er bange for, at grebet bliver strammet om dem.

Med en sejr til det konservative regeringsparti Lov og Retfærdighed kommer endnu hårdere tider for homoseksuelle i Polen, frygter Bartosz Staszewski.

Under en blomsterranke hen over bardisken drikker Bartosz Staszewski en polsk Tyskie-øl på én af de LGBT-venlige barer i en polske hovedstad Warszawa.

Staszewski er nervøs for en sejr til det konservative Lov- og Retfærdighedsparti.

- Jeg regner simpelthen med, at jeg havner i fængsel i fremtiden, fordi jeg er med til at arrangere prideparader, siger han.

Når det katolske Polen i overmorgen går til valg, står det stærkt konservative og katolske regeringsparti Lov og Retfærdighed til en dundrende sejr.

'Regnbueplagen'

Bartosz Staszewski og mange andre LGBT-personer frygter, at regeringen:

  • ved hjælp af et forsamlingsforbud forbyder homoseksuelle at holde prideparader.

  • afskærer LGBT-organisationer fra økonomisk støtte.

  • forbyder seksualundervisningen i skoler, og dermed undervisning i, hvad homoseksualitet er.

Frygten kommer, efter presset mod homoseksuelle og transseksuelle i Polen er taget til det seneste år, især fra politisk og religiøs side.

Regeringspartiets formand udråbte for eksempel i april LGBT-samfundet til en trussel mod det katolske Polen og mod polakkernes identitet.

For en måned siden kaldte en polsk ærkebiskop LGBT-samfundet for en regnbue-plage, med henvisning til LGBT-flagets regnbue-farver.

Højrenationalister har desuden angrebet en stribe prideparader landet over de seneste år - så sent som for to uger siden i byen Lublin i det østlige Polen.

- Jeg er selv begyndt til terapi for at kunne stå imod hadet, og mange af mine homoseksuelle venner overvejer at forlade Polen, fortæller Bartosz Staszewski.

Katolske homoseksuelle

Da DR Nyheder spørger, om ikke man må forvente, at homoseksuelle bliver udsat for kritik i et stærkt katolsk land som Polen, insisterer han på, at LGBT-personer også hører til her:

- Præster og biskopper og det regeringskontrollerede stats-tv har overbevist mange troende om, at vi er imod kirken. Uden dem havde polakkerne ikke selv udviklet det had mod homoseksuelle. Men mange LGBT-personer går selv i kirke, påpeger Bartosz Staszewski.