Hongkong udskyder parlamentsvalg: 'Det er den sværeste beslutning'

Bystaten Hongkong har valgt at udskyde det forestående parlamentsvalg grundet coronakrisen.

Honkongs regeringsleder Carrie Lam under dagens pressemøde, hvor hun offentliggjorde, at man har valgt at udskyde det forestående parlamentsvalg. (Foto: EBU)

Hongkongs regering har i dag valgt at udskyde det kommende parlamentsvalg med et år. Det siger Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, ved et pressemøde.

Valget skulle have fundet sted den 6. september.

- Det er den sværeste beslutning, jeg har taget i løbet af hele coronakrisen, siger Carrie Lam.

Hun siger videre, at centralregeringen i Beijing støtter op om beslutningen om udskydelse.

Oppositionen havde ellers gjort sig forhåbninger om at opnå et historisk flertal i landets lovgivende forsamling, hvor kun halvdelen af sæderne er direkte valgt ind. De resterende er valgt af repræsentanter af fagforeninger for andre særinteressegrupper, der repræsenterer Hongkongs erhvervsliv. Disse skal godkendes af organer under centralregeringen i Beijing.

I går fik 12 mulige kandidater ødelagt håbet om at stille op til det kommende valg til Hongkongs parlament. Det skete, da lokalregeringen i Hongkong officielt afviste de tolv personers kandidatur.

Og nu er valget altså udskudt.

Den nye sikkerhedslov

Afstemningen ville have været Hongkongs første officielle afstemning, efter at Beijing i juni indførte en fyldig ny sikkerhedslov, som kritikere siger sigter mod at afbryde separative stemmer i bystaten og bringe det semi-autonome territorium på en mere autoritær sti.

En af de diskvalificerede kandidater er Joshua Wong, som er en af Hongkongs mest fremtrædende aktivister. (Foto: Anthony Wallace © Scanpix)

Efter denne lov trådte i kraft opdaterede det danske Udenrigsministerium sin rejsevejledning til Hongkong, der er en del af Kina, men har selvstyre frem til 2047.

Kinas nye sikkerhedslov, der trådte i kraft med udgangen af juni, indskrænker ytringsfriheden markant i bystaten, og fremover er det for eksempel forbudt at kræve uafhængighed for Hongkong fra Kina. Ligesom det også er illegalt at skabe "had", som det hedder, mod både Hongkong-regeringen og den kinesiske regering.

Straffen for overtrædelse kan i værste fald være fængsel på livstid. Udenrigsministeriet gør opmærksom på, at overtrædelse af sikkerhedsloven i værste fald kan indebære en risiko for, at man bliver udleveret til Kina.

Sikkerhedslov for Hongkong

  • Loven slår hårdt ned på separatisme og "enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed" i Hongkong.

  • Den nye lov åbner blandt andet op for, at der kan idømmes fængsel på livstid for at samarbejde med udenlandske kræfter og for terrorhandlinger.

  • Oprør eller forsøg på løsrivelse kan også give fængsel på op til livstid.

  • Det betragtes i nogle tilfælde som terror, hvis man gør skade på visse typer køretøjer og udstyr.

  • Loven gælder alle, som befinder sig i Hongkong - også udlændinge. Den overtrumfer områdets eksisterende lovgivning, og det kinesiske styre i Beijing overtager ansvaret for at føre juridisk kontrol af "komplekse" sager, som truer rigets sikkerhed.

  • Virksomheder og organisationer kan også straffes efter den nye lov.

OPDATERES

Facebook
Twitter