Hongkongere varsler nye demonstrationer: 'Det kan eskalere'

Demonstranter kræver, at Carrie Lam går af, og at politiet stopper med anholde protestanter.

Flere borgere i Hongkong varsler om nye protester mod byens politiske leder, Carrie Lam.

Udmeldingen kommer dagen efter, at Lam offentligt undskyldte for sin håndtering af sidste uges kaos i byen.

Her blev masseprotester mod en omstridt lov lukket ned med tåregas og gummikugler.

Den undskyldning afviser demonstranterne og kræver nu i stedet, at Lam går af og trækker loven helt tilbage.

- Vi har givet regeringen en deadline, og hvis den ikke møder vores krav inden den 20. juni, kan vores demonstrationer eskalere, lyder det fra den 16-årige studerende Zoe til nyhedsbureauet AFP.

Samme besked kommer fra en af byens mest promimente pro-demokrati aktivister, Joshua Wong, der gennem de seneste dage har talt på demonstranternes vegne.

- Indenfor de næste et til to uger kan civil ulydighed og andre former for handling komme på tale, siger han i dag under et pressemøde.

Lovforslag er bremset, men det er ikke nok

Lam påtager sig "meget af ansvaret" for vreden hos Hongkongs borgere, sagde hun i går under sit eget pressemøde.

- Jeg beklager oprigtigt til alle mennesker i Hongkong.

Hun lovede samtidig, at hun ikke vil føre den udskældte lov igennem, men nægtede at trække den helt tilbage.

Det har tilsyneladende kun øget mistilliden til hende.

- Ingen af os her mærker oprigtigheden i hendes 'oprigtige undskyldning', siger demonstranten Zoe.

Hongkong har gennem sidste uge set nogle af de største protester i byens historie. Det vurderes, at op mod to millioner mennesker har været på gaden.

Demonstrationerne bunder i en utilfredshed med et lovforslag, der skal gøre det muligt at sende mistænkte kriminelle til retsforfølgelse i fastlandet Kina.

Lørdag bukkede byens leder under for presset og meldte ud, at hun ville bremse lovforslaget.

Det var dog ikke nok for Hongkongs borgere, der fortsatte med at gå på gaden og nu krævede Lams afgang fra posten som byens politiske leder.

Politisk krise i Hongkong

  • 9. juni - Der opstår masseprotester i Hongkong - arrangører vurderer, at en million mennesker er på gaden. Folket er utilfredse med et nyt lovforslag, der vil gøre det muligt at udlevere borgere til retsforfølgelse i fastlandet Kina.

  • 11. juni - Hongkongs regering fortsætter med at behandle lovforslaget og presser på for at få det gennemført.

  • 12. juni - Der opstår nye, store protester i Hongkong. Demonstranter omringer og blokerer parlamentsbygningen og støder sammen med politiet, som bruger tåregas, gummikugler, knipler og peberspray til at lukke demonstrationerne ned.

  • 13. juni - Både Storbritannien, EU, Australien, Taiwan og USA udtrykker deres bekymring for den voldelige nedlukning af demonstrationerne samt lovforslaget.

  • 15. juni - Hongkongs politiske leder overrasker med at bremse det omstridte lovforslag på ubestemt tid.

  • 16. juni - På trods af, at loven er bremset, fortsætter demonstrationerne - nu større end nogensinde før. Arrangører siger, at to millioner mennesker har været på gaden. Det er en fjerdedel af Hongkongs befolkning. De kræver, at Carrie Lam trækker sig fra posten som Hongkongs politiske leder.

Facebook
Twitter