Hospital bekræfter: Pussy Riot-medlem blev sandsynligvis forgiftet

Pyotr Verzilov, som blev fløjet til behandling i Berlin i sidste uge, er nu uden for livsfare.

Pjotr Versilov i retten i juli efter VM-finalen i fodbold mellem Frankrig og Kroatien. (Foto: Scanpix / Sergei Karpukhin /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Det mandlige medlem af den regeringskritiske russiske aktivistgruppe Pussy Riot, som tirsdag i sidste uge blev indlagt på et hospital i Moskva, blev sandsynligvis forgiftet.

Sådan lyder det fra læger på Charité hospitalet i Berlin, hvortil Pyotr Verzilov blev flyttet med ambulancefly lørdag.

Forgiftningsteorien blev allerede bragt til torvs af endnu et medlem af gruppen, Veronika Nikulshina, i sidste uge.

Hun fortalte til uafhængige russiske medier, at aktivisten, efter at have tilbragt dagen i en retsbygning, pludselig begyndte at miste taleevnen og synet, ligesom han knapt kunne gå.

Senere mistede han bevidstheden og var indlagt på to forskellige hospitaler i Moskva, hvorfra han blev overført til Tyskland. Og her vurderer lægerne, at "det er meget plausibelt", at Pyotr Verzilov blev forgiftet.

Ved ikke hvilken gift

Ifølge Charité hospitalets læger er aktivisten nu uden for livsfare. Når lægerne finder forgiftning sandsynligt, skyldes det både deres egne observationer, det som de har fået at vide af familie og venner, og oplysninger fra de russiske hospitaler.

Lægelig direktør Kai-Uwe Eckhardt roste sine russiske kolleger for at have reddet aktivisten. (Foto: Michael Sohn © Scanpix)

- Vi arbejder ud fra formodningen om en forgiftning, som har varet godt en uge. Prøveresultater indikerer bestemte aktive ingredienser, men præcis hvad midlet er mangler at blive fastslået, siger hospitalets lægelige direktør Kai-Uwe Eckardt ifølge New York Times.

Han roste ved samme lejlighed de russiske læger, som først tog sig af aktivisten, for at have gjort det godt og være meget samarbejdsvillige.

Pyotr Verzilov, som har dobbelt russisk/canadisk statsborgerskab, var del af det regeringskritiske kunstnerkollektiv Voina, indtil det blev opløst i 2009, og var talsmand for Pussy Riot under retssagen imod gruppen i 2012.

Pyotr Verzilovløb 15. juli ind på banen under VM-finalen i Rusland. (Foto: Thanassis Stavrakis © Scanpix)

Sammen med tre kvindelige medlemmer af Pussy Riot var han fængslet i 15 dage, efter at de iført politiuniformer var stormet ind på banen under finalen i VM i fodbold, som blev spillet i Moskva.

Facebook
Twitter