Hostede og svedte på pressemøde: Nu er Irans vicesundhedsminister smittet med coronavirus

Viceminister har beroliget iranerne og forsikret om, at situationen er under kontrol. Nu er han selv smittet.

Irans vicesundhedsminister er smittet med coronavirus. Det bekræfter han i en videooptagelse, der er sendt til statsligt iransk tv.

Vicesundhedsministeren, Iraj Harirchi, er nu i karantæne, tilføjer en talsmand for sundhedsministeriet.

- Coronavirus-testen af hr. Harirchi, vicesundhedsministeren der stod i frontlinjen for at bekæmpe coronavirus, er positiv, skriver

talsmanden
på det sociale medie Twitter.

Harirchi har i de seneste par dage forsøgt at berolige befolkningen og forsikre om, at

myndighederne
har situationen under kontrol.

- Jeg har haft feber siden i går

Mandag deltog han på en pressekonference, hvor han hostede og virkede svedig.

Video fra pressekonferencen viser, at han flere gange må stå og tørre sved af panden. Til sidst må han fjerne sine briller for ordentligt at kunne fjerne sved fra stort set hele hovedet.

- Jeg er selv blevet smittet af coronavirusset, siger Iraj Harirchi i den video, der er sendt tirsdag, og som han

tilsyneladende
har lavet selv.

- Jeg har haft feber siden i går nat (natten til mandag, red.), og min foreløbige test var positiv omkring midnat.

- Jeg har

isoleret
mig selv siden. For et par minutter siden blev min prøve bekræftet, og jeg er nu begyndt i behandling.

Også et medlem af Irans

parlament
har oplyst på Twitter, at han er blevet smittet.

34 nye smittetilfælde i Iran

I alt er 15 mennesker døde af sygdommen Covid-19 i Iran. Det er det højeste dødstal uden for Kina.

I dag meldte Iran om 34 nye smittetilfælde. Af dem er knap halvdelen i den hellige by Qom.

I alt er 95 bekræftet smittet i Iran. Iranske myndigheder siger, at der er omkring 900 mistænkte tilfælde i landet, som skal testes.

Selv om Qom betragtes som

epicentret
for coronavirus i landet, er der hidtil ikke indført karantæne i byen.

Sundhedsminister Saeed Namaki har tirsdag kaldt det "en gammeldags metode" at sætte byer i karantæne.

- Vi er stadig ikke enige i at sætte byer i karantæne, da vi mener, at folk er kultiverede nok til at holde sig fra at rejse fra smittede byer til andre steder, siger han ifølge det semistatslige nyhedsbureau Isna.

/ritzau/