Hotel Rwanda-helt skal 25 år i fængsel for terror

Den eksilerede oppositionspolitiker forsvandt fra Dubai og dukkede efterfølgende op i Rwanda.

Paul Rusesabagina ankommer her, iført fangedragt og håndjern, til Nyarugenge-domstolen i Rwanda. (Foto: SIMON WOHLFAHRT © Ritzau Scanpix)

Paul Rusesabagina. Det navn er der måske nogle, der husker, som helten fra Hollywood-filmen 'Hotel Rwanda' fra 2004.

Her blev han portrætteret af skuespilleren Don Cheadle som hotelbestyreren, der reddede hundredevis af tutsier under radikale hutuers folkemord på cirka 800.000 mennesker i Rwanda i 1994.

Men nu står virkelighedens hovedperson i den Oscar-nominerede film til 25 års fængsel -kendt skyldig i terrorrelaterede anklager. Det fastslog en domstol i Rwandas hovedstad, Kigali, i går.

Rusesabagina er blevet dømt for at stå bag og finansiere en oppositionsgruppe, som har haft en væbnet afdeling, der har lavet terrorangreb i Rwanda i 2018 og 2019. Det fortæller DR's korrespondent i Afrika, Søren Bendixen.

- Det er en retssag, som på ingen måde er gået stille for sig, fordi han jo er kendt som den her helt. For mange mennesker uden for Rwanda er han nok blevet et af de mest markante billeder på noget af det gode, der trods alt foregik dengang i 1994, siger han.

Med alle midler

Poul Rusesabagina har levet flere år i eksil og har siden folkedrabet været en skarp kritiker af Rwandas præsident, Paul Kagame, som han blandt andet har anklaget for brud på menneskerettighederne.

Fra sit eksil har han ledet oppositionsgruppen Den Nationale Befrielsesfront, der som sagt også består af en mindre, væbnet guerillagruppe. Gårsdagens dom er blandt andet udløst af, at Paul Rusesabagina i en video fra 2018 udtaler, at det er tid til at "styrte Rwandas regering med alle midler".

- Det passer rigtigt dårligt med at være oppositionspolitiker i et parti, der har en væbnet afdeling. Men han siger, at han ikke har noget med den afdeling at gøre, og at han aldrig har opfordret til at angribe civile. Men det er ikke noget, der styrker hans sag, siger Søren Bendixen.

Paul Rusesabagina blev portrætteret af skuespilleren Don Cheadle, som her ses ved Oscar-uddelingen i 2007. Her var han nomineret til en Oscar for bedste skuespiller for sin rolle i filmen. (Foto: Mike Blake © Scanpix Danmark)

Mystiske forklaringer

Paul Rusesabagina er ikke den eneste systemkritiker og modstander af præsident Paul Kagame, som har levet i eksil i de seneste mange år. Men han er den første, som det er lykkedes at få bragt tilbage til landet til retsforfølgelse.

Hvordan det er sket, har man har fået en del skiftende forklaringer på. Rusesabagina er nemlig belgisk statsborger, men boede til dagligt i USA, hvor han havde et greencard, fortæller Søren Bendixen.

- Han var så rejst Dubai, hvorfra han lige pludselig forsvandt. Der var ingen, der kunne komme i kontakt med ham. Han var forsvundet i nogle dage, inden han pludselig dukkede op i Rwanda. Hans familie og han selv siger, at han blev kidnappet. Rwanda siger blandt andet, at han blev narret ombord på et fly, der så fløj ham tilbage til Rwanda.

Og den metode, Rwandas myndigheder har brugt til at få Paul Rusesabagina tilbage til sit hjemland på, er noget af det, der har vakt skarpest kritik under retssagen.

- Hvis man skal udleveres til retsforfølgelse i et andet land, så skal der altså en retskendelse til. Man kan ikke bare gå og kidnappe folk. Det er Rwanda jo ikke ene om, det har man set talrige eksempler på før, men det er altså et af de helt store kritikpunkter, at det foregik under så mærkelige omstændigheder.

Rwandas præsident, Paul Kagame, her set under en tale ved et G20-møde i 2019. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Fjender per definition

Både Belgien og USA har fordømt den rettergang, som Paul Rusesabagina har været igennem. Men dem inde i Rwanda, der støtter Paul Rusesabagina, gør klogest i at holde munden lukket, siger Søren Bendixen.

- Han er over de seneste par år blevet udråbt som en meget stærk fjende af styret, og det er ikke noget, man ser på med milde øjne i landets regering. Alle, der taler regeringen imod, er per definition fjender og lever livet meget farligt. Det vil sige, at hvis han har nogle støtter, så er det nogle, der udtaler sig uden for landets grænser og ikke indenfor, siger Søren Bendixen.

- Og man kan sige, at styret har brugt rigtig meget energi internt på at pille glansen af Paul Rusesabagina de senere år.

Facebook
Twitter