Huawei-ansat kineser anholdt i Polen: Mistanke om spionage

Også en polak, der tidligere var ansat i landets sikkerhedstjeneste, er anholdt.

Den kinesiske telegigant Huaweis kontorer i Polen er blevet ransaget, efter en af firmaets ansatte er mistænkt for spionage. (Foto: Kacper Pempel)

Den polske sikkerhedstjeneste har anholdt en kinesisk mand ansat i telegiganten Huawei samt en polsk mand, der tidligere har været ansat i sikkerhedstjenesten, på grund af mistanke om spionage.

Det skriver det polske nyhedsbureau PAP samt den polske tv-station TVP Info.

Ifølge tv-stationen nægter begge mænd sig skyldige i spionage-anklagerne, men har foreløbig ingen forklaring givet.

Talsmand for den polske sikkerhedstjeneste, Stanislaw Zaryn, bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at en kinesisk mand samt en tidligere ansat ved tjenesten er blevet anholdt og vil blive tilbageholdt i tre måneder.

Han understreger dog samtidig, at anholdelsen af den kinesiske statsborger har at gøre med handlinger, som han har foretaget på egen foranledning - og ikke på grund af det firma, han er ansat i.

Den polske statsborger er tidligere sikkerhedsagent og har været ansat i afdelingen for telesikkerhed.

Anholdelsen af Huawei-medarbejderen sker bare kort tid efter firmaets finansdirektør, Wanzhou Meng, blev anholdt i Canada 1. december.

Det skete efter ønske fra den amerikanske anklagemyndighed, der har hende mistænkt for at have været med til at bryde USA's sanktioner mod Iran.

En canadisk dommer besluttede imidlertid at løslade hende mod kaution og under overvågning, så hun kan opholde sig i byen Vancouver frem til det første retsmøde 6. februar.

Presset vokser

Presset på Huawei i både USA og Europa er dog vokset, og i begyndelsen af december advarede EU’s teknologikommissær, Andrus Ansip, EU-landene mod, at kinesiske it-firmaer som Huawei giver anledning til bekymringer om sikkerhedsrisiko.

- Det er aldrig et godt tegn, når virksomheder skal åbne deres systemer til den type sikkerhedstjeneste, lød det fra kommissæren med henvisning til, at den kinesiske regering vil have landets virksomheder til at samarbejde med landets efterretnings - og sikkerhedstjenester.

Huawei har forsvaret sine egne sikkerhedssystemer og har ingen kommentarer til arrestationen af medarbejderen i Polen.

- Huawei er vidende om situationen og kigger nærmere på den. Vi har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, siger firmaet i en statement ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Huawei følger alle regler og reguleringer i de pågældende lande, hvor vi arbejder, og vi kræver, at alle vores medarbejdere følger lovgivningen i de lande, de arbejder i.

Kritik af Huawei

  • Amerikanske myndigheder har siden 2016 efterforsket, om Huawei har omgået sanktioner mod Iran ved at videresælge udstyr fra den amerikanske virksomhed Hewlett-Packard, HP, til landet. Siden har USA presset sine allierede til ikke at købe it-udstyr fra Huawei.

  • Det er ikke første gang, der rettes et kritisk lys mod den kinesiske telefonproducent. For selv om virksomheden er blevet en stor spiller på markedet og sidste år solgte 153 millioner smartphones, har mange lande ikke tillid til Huawei.

  • Kritikere frygter, at Huawei potentielt kan bruges af den kinesiske stat til overvågning og spionage.

Facebook
Twitter