Hun er tiltalt for at skaffe mindreårige piger til Jeffrey Epstein. I dag kom Ghislaine Maxwell for retten

Maxwell er blandt andet tiltalt for sextrafficking og for at hjælpe Epstein med at begå overgreb mod piger ned til 14 år.

Retssagen mod Ghislaine Maxwell begyndte i dag i New York. Det forventes, at retssagen vil tage seks uger. (Foto: JANE ROSENBERG © Ritzau Scanpix)

- Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme.

Sådan lød ordene fra Sarah Ransome, da hun i dag ankom til retten i den amerikanske by New York.

Sarah Ransome er en af de mange kvinder, der har anklaget den nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein for seksuelle overgreb.

Nu er det Epsteins tidligere kæreste og nære ven, Ghislaine Maxwell, der sidder på anklagebænken i en længe ventet retssag, der startede i dag.

Maxwell er blandt andet anklaget for sextrafficking og for at hjælpe Epstein med at begå seksuelle overgreb mod fire mindreårige piger.

- Hun har hjulpet med at normalisere seksuelt misbrug, sagde New Yorks assisterende statsanklager, Lara Elizabeth Pomerantz, under sin åbningstale i retssagen.

Det skulle Maxwell, ifølge Lara Elizabeth Pomerantz, blandt andet have gjort ved at groome mindreårige ofre - altså skabe en relation til dem for senere at udnytte dem seksuelt.

- Maxwell var Epsteins bedste ven og højre hånd, fortsatte anklageren.

Maxwell er samtidig tiltalt for at lyve under ed i sine vidneudsagn i retssagen mod Jeffrey Epstein i 2016.

En jury, der tæller 12 menensker, skal overvære retssagen, der forventes at vare seks uger.

'Spillede en kritisk rolle'

Ghislaine Maxwell har været varetægtsfængslet siden juli 2020, hvor hun blev arresteret i en luksuriøs landejendom i New Hampshire.

Audray Strauss, der var fungerende statsanklager i New York, hævdede dengang at Maxwell "spillede en kritisk rolle i at hjælpe Epstein med at identificere, blive venner med og groome yngre ofre" og "i nogle tilfælde deltog i misbruget".

Siden Maxwell blev fængslet, har hun uden succes forsøgt at blive løsladt mod at betale kaution. Hendes advokat og familie har gentagne gange klaget over forholdene i Brooklynfængslet, hvor hun sidder bag lås og slå.

Sarah Ransome er af de kvinder, der har anklaget Jeffrey Epstein for seksuelt misbrug. Ransome skal ikke vidne mod Maxwell. (Foto: David Dee Delgado © Ritzau Scanpix)

Før retssagen begyndte, har Maxwells advokater sagt, at det bliver umuligt for deres klient at få en retfærdig rettergang, fordi en "tsunami" af medier dækker sagen.

Maxwells hold af advokater har også indikeret, at de vil stille spørgsmål ved vidnernes troværdighed. De mener, at vidnerne har økonomiske motiver for at lyve eller overdrive, når de stiller op ved vidneskranken. Det skriver Reuters.

Ender Maxwell med at blive kendt skyldig i anklagerne mod hende, risikerer hun op mod 80 år bag tremmer.

59-årige Ghislaine Maxwell nægter sig skyldig i alle anklager mod hende.

Hvem var Jefrey Epstein?

Jeffrey Epstein var en finansmand fra New York, der omgav sig med amerikanske a-kendisser.

I 2005 blev han efter anklager fra en 14-årig piges familie dømt for at opfordre en mindreårig til prostitution. Han blev prøveløsladt efter 13 måneder.

Den 66-årige finansmand blev fundet død i sin fængselscelle i New York den 10. august 2019. Døsårsagen var selvmord ved hængning.

Over en tiårig periode skulle Ghislaine Maxwell have rekrutteret og hjulpet den nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein med at skaffe piger, som han kunne misbruge seksuelt. Sådan lyder anklagen mod Maxwell. (Foto: Johannes Eisele © Ritzau Scanpix)

I fængslet afventede han en retssag om sexovergreb mod mindreårige og menneskehandel med piger ned til 14 år.

De to tidligere amerikanske præsidenter Bill Clinton og Donald Trump samt den britiske prins Andrew har været en del af Epstein celebre vennekreds. Det skriver The Guardian.

Det er blandt andet derfor, at retssagen mod Maxwell har fået stor opmærksom i både britiske og amerikanske medier.

FacebookTwitter