Hundredvis anholdt fra morgenstunden: Borgerservice advarer mod optøjer i Paris

"Hold dig på afstand af demonstrationerne, da de kan udvikle sig voldeligt", skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

Hundredvis er allerede anholdt i Paris, fordi politiet har stoppet dem med brosten og slagvåben. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Der er optræk til en voldsom dag i den franske hovedstad, Paris, og Udenrigsministeriets Borgerservice advarer derfor danske rejsende mod at bevæge sig rundt i centrale dele af byen.

Protestbevægelsen, der har fået navnet ’De gule veste’, har annonceret demonstrationer, og det er dem, som myndighederne frygter vil eskalere til gadeuroligheder, som det skete i sidste weekend.

- Hold dig på afstand af demonstrationerne, da de kan udvikle sig voldeligt, skriver Borgerservice blandt andet på Facebook.

Fra morgenstunden har der samlet sig en større gruppe ved byens vartegn Triumfbuen, og 317 skal allerede være blevet anholdt præventivt. Blandt andet fordi politiet har fundet brosten, masker og slagvåben på dem, skriver det franske medie BFMTV.

I sidste weekend udviklede det sig til optøjer og voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Der blev sat ild til køretøjer, og butikker og restauranter blev vandaliseret.

89.000 betjente udkommanderet

I går opfordrede indenrigsminister Christophe Castaner ’De gule veste’ til at blive væk fra demonstrationerne for at vise deres afstandtagen fra vold og hærværk.

De gule veste samledes fra morgenstunden ved Triumfbuen i Paris. (Foto: Bertrand Guay © Scanpix)

I Paris er der udkommanderet 8000 sikkerhedsstyrker for at sikre ro og orden, og over hele Frankrig er i alt 89.000 betjente på gaden. Ifølge de franske myndigheder forventes tilslutningen til weekendens demonstrationer dog at være mindre end i sidste uge.

Flere af Paris’ museer og store turistattraktioner, heriblandt Eiffeltårnet og Louvre, holder lukket over weekenden som resultat af de forventede demonstrationer.

Demonstrationerne er arrangeret via de sociale medier, og de tog fart i midten af november i protest mod en stigning på brændstofafgifter, der ville gøre benzin dyrere.

Regeringen har siden afblæst den planlagte stigning, men utilfredsheden med præsident Emmanuel Macron og hans ledelse er ikke tilsyneladende ikke formindsket.

Facebook
Twitter