Hvad er det - og kommer det fra flagermus? Syv spørgsmål og svar om coronavirus

Hvordan hænger coronavirus, flagermus og forkølelse sammen? Få svarene her.

16 lande har konstateret tilfælde af coronovirus, hvor personen er blevet smittet i Kina. (Foto: rungroj yongrit © Scanpix)

Hele verdens øjne er i disse dage rettet mod et nyt 'mystisk' coronavirus: 2019-nCoV, der i den grad har sat sit præg på det kinesiske nytår.

Ifølge kinesiske myndigheder har virusset indtil videre smittet mindst 7.711 mennesker og været skyld i 170 dødsfald. Smitten er også konstateret i en række andre lande.

Men hvad er et coronavirus egentlig? Og bør du aflyse din vinterferie til eksempelvis Thailand, hvor smitten også er konstateret?

DR Nyheder har spurgt professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos og afdelingslæge ved Statens Serum Institut Peter Andersen.

1

Hvad er et coronavirus?

En kvinde træder ud af Beijing hovedbanegård. Der bor over 21 millioner mennesker i hovedstaden, der har aflyst flere offentlige begivenheder på grund af coronavirusset. (Foto: Nicolas ASFOURI © Scanpix)

Coronavirus er en virusgruppe, der er udbredt blandt mennesker. Det er i mange tilfælde helt ufarligt og giver blot en omgang vinterforkølelse.

- Når vi har været igennem en forkølelsessæson i Danmark, har mange voksne mennesker været smittet med et coronavirus, men bare med en fredelig variant, siger Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er det særlige ved coronavirusset, at det let kan mutere. Det vil sige, at der hele tiden opstår nye former af virusset. Lidt ligesom vi kender det fra den klassiske influenza, hvor vi skal udvikle nye vacciner, fordi virusset udvikler sig.

- De farlige former for coronavirus er dem, der optræder hos dyr. Og hvor dyrene ikke nødvendigvis bliver særligt syge, men kan smitte mennesker, fortæller han.

Mutationerne, hvor dyr kan smitte mennesker, sker ofte i områder, hvor der er en stor befolkningstæthed, og hvor mennesker lever tæt sammen med dyr. Det er blandt andet tilfældet på det marked i Wuhan, hvor flere af de tidlige eksempler på smitte med coronavirusset er sporet til.

Coronavirusset kan mutere fra at være en almindelig forkølelse til at angribe luftvejene og være skyld i slemme lungebetændelser.

Mutationen gør virusset farligt, siger Hans Jørn Kolmos. Det ser vi nu med 2019-nCoV, og det så vi tilbage i 2002-2003 ved sars-epidemien.

2

Hvorfor taler vi nu også om sars?

Passagerer bærer masker i Hong Kong lufthavn tilbage i 2003, hvor sars-udbruddet var på deres højeste. (Foto: SIMON KWONG © Scanpix)

Sars er også et coronavirus, men det er ikke det eneste, det har tilfælles med 2019-nCoV.

Både sars og 2019-nCoV blev opdaget i Kina. Det første tilfælde af sars blev opdaget i 2002 i det sydlige Kina, mens 2019-nCoV blev opdaget i Hubei-provinsen lidt længere nordpå.

Sars udviklede sig til en epidemi, der ifølge WHO ramte 26 lande. Om det nye coronavirus også udvikler sig til en epidemi, kan eksperter endnu ikke sige noget om. Men flere mener, at det spreder sig langsommere, end sars gjorde.

Eksperter mener, at 2019-nCoV har spredt sig fra dyr til mennesker. Det samme gjorde sig gældende for sars, der menes at være startet hos flagermus.

Ifølge New York Times dræbte sars-udbruddet i 2002-2003 næsten 800 mennesker og smittede flere end 8.000. Det var altså næsten hver 10. af dem, der fik konstateret sars, der døde af det.

Det er dog for tidligt at bekymre sig, mener Peter Andersen, der er afdelingslæge ved Statens Serum Institut.

- Virusset ser heldigvis ikke ud til at være ligeså dødeligt som sars, men det kan være svært at tolke på, fordi det stadig er relativt nyt, siger han.

3

Skal vi være bange i Danmark?

Frankrig og Tyskland har bekræftet tilfælde af coronavirusset. Det er dog ikke grund til bekymring i Danmark, mener Peter Andersen, Afdelingslæge ved Statens Seruminstitut. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)

Tirsdag blev en patient indlagt på Aarhus Universitetshospital med mistanke om, at han var smittet med coronavirus. En prøve fra luftvejene afkræftede dog mistanken.

Og der er stadig ingen grund til at bekymring herhjemme, siger Peter Andersen fra Statens Serum Institut. Ifølge ham er risikoen for, at virusset kommer til Danmark betydelig lille.

Skulle det alligevel ske, er vi forberedte herhjemme.

- Hvis virusset pludselig konstateres i Danmark, er det danske sundhedsvæsen parat, og så vil den højst sandsynligt ikke sprede sig yderligere, siger han.

4

Kommer virusset fra flagermusesuppe?

Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvor virusset kommer fra. Flere af de tidlige tilfælde kan dog spores til et fiskemarked i storbyen Wuhan i Kinas Hubei-provins.

Der har været flere spekulationer om, hvorvidt det kan være flagermus eller slanger, der er skyld i smitten. Og det er i følge forsker Hans Jørn Kolmos ikke urealistisk.

- De andre nært beslægtede coronavirus, sars og MERS, som også har givet alvorlig sygdom hos mennesker, kommer fra flagermus. Flagermusene giver virus videre til dyr, som vi mennesker spiser eller på andre måder kommer i tæt kontakt med, siger han.

5

Kan virusset få folk til at falde om på gaden?

Flere videoer af mennesker, der pludseligt falder om på gaden, florerer på sociale medier både i Kina og uden for landets grænser. Flere påstår, at det er folk, der er smittet med det nye coronavirus, som kollapser ud af det blå.

Der er dog endnu ingen, der har haft held med at verificere videoerne. Man ved hverken hvor eller hvornår, videoerne er optaget, eller hvad der er sket med personerne efterfølgende.

Ifølge Peter Andersen er det svært at vurdere, om videoerne viser mennesker smittet med 2019-nCoV, men det kan ikke udelukkes.

- Det er klart, at hvis man virkelig er alvorlig syg, kan man risikere at besvime og falde om midt på gaden, siger han.

Her kan du se de symptomer der er kendt i forbindelse med coronavirusset:

6

Er det en international sundhedskrise?

WHO holdt pressemøde om coronavirusset torsdag den 23. januar. De mener endnu ikke, at der er tale om en international krise. (Foto: Handout . © Scanpix)

Verdenssundhedsorganisationen WHO meldte i torsdags ud, at de ikke betragter udbruddet af det nye coronavirus som en international sundhedskrise.

Det skyldes, at de vurderer, at virusset endnu ikke har bredt sig nok udenfor Kinas grænser til, at man kan kalde det for et internationalt problem. De understreger dog, at det ikke betyder, at det ikke er en krise indenfor Kinas grænser.

WHO's komité på området mødes dog igen i dag i Geneve, hvor de skal rådgive generaldirektøren om, hvorvidt der nu er tale om en sundhedskrise af international karakter.

7

Skal man være bange for at rejse til andre ramte områder?

I Thailand er der indtil videre konstateret 14 tilfælde af det nye coronavirus. (Foto: Mladen Antonov © Scanpix)

Udenrigsministeriet har skærpet deres sikkerhedsniveau for rejser til Kina og anbefaler, at man er ekstra forsigtig, når man rejser i landet. Derudover fraråder de alle rejser til Hubei-provinsen, som bliver set som virussets epicenter.

De advarer ikke mod at tage til andre lande, hvor virusset er blevet opdaget, men ifølge Hans Jørn Kolmos skal man tænke sig om, før man rejser ud.

- Man skal overveje, om det er nødvendigt, at man tager afsted på ferierejse, eller om man ligeså godt kan blive hjemme og læse en bog i stedet for, siger han.

Det er dog ikke kun faren for at blive smittet, men ligeså meget hensynet til det pres, der i forvejen er på de lokale sundhedsmyndigheder.

- Det er ikke bare det, at man selv kan blive smittet og syg. Man kan jo også komme til at fejle noget andet, for eksempel brække benet. Det belaster også et i forvejen hårdt presset sundhedsvæsen, der hvor sygdommen er, siger han.

Redigeret 20/6 2020: En tidligere version af artiklen efterlod det indtryk, at coronavirusset opstod på et fiskemarked i Wuhan. Det vides dog stadig ikke med sikkerhed, hvor virusset opstod, og derfor er formuleringerne ændret.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk